Erstatning til Kærshovedgård-naboer: - Nu skal vi videre med vores liv

I sidste uge blev et lovforslag færdigbehandlet i Folketinget, som sender erstatning til Kærshovedgård-naboer

Udgivet:25. maj 2023, 20.00

Læsetid:2 minutter

Ole Tranberg har i syv år lidt under at være nabo til Udrejsecenter Kærshovedgård. Nu er han blevet tilbudt at sælge sin ejendom til staten. Foto: Henrik Ole Jensen

Mikkel Korsgaard Christensen
Egnsredaktør
Mikkel Korsgaard Christensen
Egnsredaktør| +45 96 26 34 67 | mkc@herningfolkeblad.dk
Kære læser. Jeg dækker sundheds- og ældreområdet samt arbejdsmarkedsområdet i Ikast-Brande - men jeg skriver og interesserer mig for stort set alt. Jeg elsker at skrive features og menneskehistorier, og jeg går meget op i politik samt alt slags sport. Bor i Ikast, er gift og har to sønner. Holder meget af lange løbeture i naturen og samvær med familien.
Se flere artikler af Mikkel Korsgaard Christensen

4 måneder siden

KÆRSHOVEDGÅRD I sidste uge vedtog Folketinget som forventet det lovforslag, der sikrer en økonomisk kompensation til de nærmeste naboer til Udrejsecenter Kærshovedgård.

Kun Alternativet stemte imod. Enhedslisten var hverken for eller imod forslaget.

Ikast Avis har talt med Ole Tranberg for at høre hans syn på det, der formentlig bliver sagens afslutning.

Han bor under 300 meter fra udrejsecentret og indleder samtalen med et dybt suk. Det gør han stort set altid, når vi taler sammen. De seneste syv år har Ole Tranberg om nogen kæmpet for at råbe politikerne op med henblik på at skabe en forståelse for de negative følgevirkninger, som han mener, Kærshovedgård har for lokalsamfundet.

- Med vedtagelsen af lovforslaget bliver der sat to streger under facit, og vi kan konstatere, at Kærshovedgård, som vi kender stedet, formentlig altid vil være sådan. Det ærgrer jeg mig over. Det er jeg skuffet over, men der er ikke mere, jeg kan gøre, siger Ole Tranberg.

Vi troede lige - men nej

»I løbet af et år skal 130 udvisningsdømte asylansøgere og personer på tålt ophold, som lige nu opholder sig på Kærshovedgård, flyttes til Langeland.«

Ordene vakte jubel i Bording og omegn, da daværende udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) en majmorgen for to år siden stillede sig op foran rullende kameraer med den nyhed, som man i Ikast-Brande Kommune havde drømt om at høre siden 2016, hvor udrejsecentret blev taget i brug til afviste asylansøgere og kriminelle afviste asylansøgere på tålt ophold. Men det blev også ved drømmen.

Enorme protester på Langeland - og sidenhen endnu flere politiske protester - fik ministeren til at droppe forslaget igen.

Ole Tranberg og de øvrige naboer til Kærshovedgård stod dermed tilbage med en lang næse.

- Vi troede lige - men nej, lød det for to år siden til Folkebladet fra en meget trist Ole Tranberg.

En vedvarende håbløshed

Siden da har politikerne arbejdet på at finde en kompensationsordning til de naboer, som bor tættest på udrejsecentret.

I marts sidste år besluttede den daværende regering således at opdele nærområdet til Kærshovedgård i tre zoner med forskellige muligheder for at få økonomisk kompensation fra staten. Dermed afhænger beløbets størrelse af, hvor tæt borgerne bor på udrejsecentret.

Ole Tranberg er blevet tilbudt at sælge sin ejendom til staten, fordi han bor inden for få hundrede meter fra udrejsecentret.

Han har aldrig været begejstret for forslaget, men mener, at mulighederne er få.

- Ingen af os har efterspurgt det her tilbud, men personligt kan jeg ikke tillade mig at sige nej til det, siger han.