Fuhlendorff gæster Ikast Musikliv

Ikast Musikliv præsenterer stand-up komikeren Christian Fuhlendorff i samarbejde med Ikast-Brande Kommunes Center for Rusmiddel-behandling og Lions Club Ikast

Udgivet:27. november 2019, 13.46

Læsetid:2 minutter

Ikast Musikliv, Ikast-Brande Kommunes Center for Rusmiddelbehandling og Lions Club Ikast har i et samarbejde fået komikeren Christian Fuhlendorff til Ikast, når der er Ikast Musikliv 19. og 20. juni. Foto: PR-foto

Ikast Normalt er det musikere, der fyrer den af på scenen til Ikast Musikliv, men et nyt samarbejde har til formål at skabe oplysning og dialog i lokalsamfundet om det at tage stoffer.

Ikast Musikliv har indgået et samarbejde med Ikast-Brande Kommunes Center for Rusmiddelbehandling og Lions Club. På næste års musikliv vil komikeren Christian Fuhlendorff være at finde på scenen.

De tre arrangører udtaler i en fælles pressemeddelelse:

- Brug af narkotiske stoffer er noget, vi bliver nødt til at tale om - også i et lokalsamfund. For unge bliver stoffer en løsning i at passe ind i andre sammenhænge eller en flugt fra det, som er svært at håndtere. For at kunne forebygge at et ungt menneske starter et brug af stoffer, er det væsentligt, at vi begynder at tale på en anden måde om dét at tage stoffer.

Forældrene

De tre samarbejdspartnere skriver videre:

- Vi ved, at forældre er en vigtig del af løsningen, når unge bruger stoffer. De har stadig en nøglerolle i unges trivsel. Ved også at gøre forældrene opmærksomme på unge og stofbrug, kan der dels sikres en forståelse og forhåbentlig også en dialog, hvor forældre går ind og aktivt tager ansvar og deltagelse i deres børn og unges trivsel.

Samarbejdet mellem de tre aktører vil sætte fokus på brug af stoffer gennem den to-dages festival Ikast Musikliv, som finder sted 19. og 20. juni.

Rammer målgruppen

Festivalen er en årlig begivenhed/byfest, som hvert år tiltrækker cirka 1600 gæster over de to dage i aldersgruppen cirka 15-55 år.

Her er der et stort talerør for at ramme Center for Rusmiddelbehandlings målgruppe, som jo netop er både unge og forældre - og gerne inden et misbrug opstår.

Lions Clubs »Nej til narko«-arbejde bidrager med økonomisk støtte ved at sælge tulipaner, hvorfra overskuddet går til oplysningsarbejdet. Det er netop denne økonomiske støtte, som nu muliggør, at Christian Fuhlendorff kan gæste Ikast Musikliv.

Christian Fuhlendorff er offentligt kendt som en entertainer, der har udfordringer med stofferne helt inde på sit eget liv - han kan derfor fortælle livagtige historier med sig selv som midtpunkt, hvor han netop tager problematikken alvorligt i et komisk perspektiv.