Forløsningen kom aldrig for FC Midtjylland

FCM kunne ikke score i Randers og måtte derfor nøjes med 0-0. Samtidig røg to nøglespillere i karantæne

19. april 2021, 19.43

Erik Sviatchenko har karantæne mod FCK på torsdag. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

FODBOLD Der var bestemt chancer nok til en sikker sejr, men FC Midtjylland måtte gå uforløste og målløse fra banen i Randers og notere, at resultatet blev 0-0.

Udover, at det kun blev til et enkelt point, kostede kampen også karantæne til to nøglespillere i den næste kamp - hjemme på MCH Arena torsdag aften mod FC København.

FC Midtjylland dominerede spillemæssigt kampen igennem, men hjemmeholdet var dog nærgående først. Allerede efter få minutter burde Marvin Egho have bragt Randers foran efter flot forarbejde i højre side af Mikkel Kallesøe, men Eghos upressede afslutning strøg lige forbi mål.

Endnu tættere på var FCM’a Anders Dreyer, der traf indersiden af stolpen efter et godt dybdeløb.

Bortset fra de allerførste minutter dominerede gæsterne totalt i første halvleg, og der var tilløb til masser af chancer. Og også enkelte af de store - som Awer Mabils resolutte hug efter en god halv time, som Randers-keeper Patrik Carlgren parerede helt ude ved forreste stolpe.

En meget livlig Mabil fik også sat Jens-Lys Cajuste op til et godt hug udefra.

To dyre advarsler

Fra anden halvlegs start kom belgiske Dion Cools på banen og fik dermed comeback efter en længere skadespause. Han afløste unge Japhet Sery, der havde haft sit hyr som venstre back i første halvleg.

Kort inde i halvlegen fik Sory Kaba et gult kort, der betyder, at han er ude med karantæne i torsdagens hjemmekamp mod FC København.

Det samme er anfører Erik Sviatchenko, der også fik en advarsel i Randers. Så cheftræner Brian Priske er tvunget ned i skuffen med alternativer til torsdagens gensyn med tilskuerne på MCH Arena.

Godt indhop af Sisto

Alternative idéer ledte FCM også efter i anden halvleg mod Randers. Blandt andet en relativt tidlig indskiftning af Pione Sisto, der kun har fået meget lidt spilletid i de seneste kampe. I Randers var indhoppet stærkt og iøjnefaldende - 10 minutter før tid spillede han smart Anders Dreyer fri i feltet, men Dreyer tøvede et splitsekund for længe med sin afslutning.

I slutfasen bølgede det frem og tilbage. Begge hold jagtede aktivt sejrsmålet, men til allersidst var det FCM, der fik trykket hjemmeholdet i bund. Det gav gode skudmuligheder til både Pione Sisto, Mikael Anderson og Erik Sviatchenko, men altså ingen scoringer.

Det ene point betyder, at FC Midtjylland på Superligaens førsteplads har fire point ned til Brøndby på andenpladsen.