Skolereformen udfordrer børnehaverne

De ældste børn kan ikke komme i førskolegruppe, da pædagogerne er optaget i undervisningen

Udgivet:08. maj 2015, 10.04

Læsetid:1 minut

Pladsen kan i nogle børnehaver være meget trang op til skolestarten. Men heldgivis er det den gode årstid, hvor uderummet kan udnyttes? foto flemming Hansen

Laila Kempel
Journalist| lak@ikastavis.dk

UDFORDRING Skolereformen udfordrer i øjeblikket flere daginstitutioner i Ikast-Brande Kommune. Årsagen er, at de ældste børn, der efter sommerferien skal i skole ikke længere bliver overført til en førskoleordning i en SFO.

Der er nemlig ikke længere noget, der hedder SFO og de pædagoger der tidligere var ansat i fritidstilbuddet, - som i dag hedder DUF. Ja de har faktisk travlt om formiddagen, da de er blevet en integreret del af undervisningen.

En direkte udløber af skolereformen.

- Vi ved godt, at der er steder, hvor man er udfordret på pladsen på grund af de mange børn, der venter på at komme i skole. Men de steder, hvor man allerede har lavet rullende skolestart oplever man ikke det massive pres, forklarer Annette Mosegaard.

Der er flere steder i kommunen, hvor børnene automatisk begynder i skole i forbindelse med deres seks års fødselsdag - og altså løbende over hele året.

- Det er en frivillig ordning, som er permanent nogle steder, prøvekøres andre steder. Men der er også steder, hvor det umiddelbart kan være svært at indtænke det, erkender Annette Mosegaard, (V) formand for Børne- og Undervisningsudvalget.

Den rullende skolestart giver et bedre flow i forhold til normeringen i børnehaverne, men de steder, hvor det ikke er en mulighed er der pres på i foråret og sommeren frem til skolestarten.

Men det er heldigvis en god årstid, hvor der er mulighed for at benytte sig af uderummet, lyder det fra forvaltningen, som også er bekendt med, at der tænkes meget kreativt rundt omkring for at få hverdagen og de mange børn til at hænge sammen.