Ikast Sogn holder sig under kritisk grænse: Stadig tæt på nedlukning

Borgere i Ikast Sogn kan for en stund ånde lettet op. Dagens smittetal holder sig akkurat under grænsen for automatisk sognenedlukning

23. april 2021, 11.25

IKAST Et incidenstal på 385, 41 smittede de seneste syv dage og en positivprocent på 1,9 er de kolde tal for Ikast Sogn fredag eftermiddag.

Dermed holder sognet sig for anden dag i træk lige under den kritiske grænse, der udløser en automatisk sognenedlukning.

Hvis et sogn skal lukkes ned, skal tre kriterier være opfyldt: 20 eller flere smittede på en uge, et incidenstal på 400 eller over og en positivprocent af de testede på 2 eller over.

- Vi er glade for nu, for vi gør alt, hvad vi kan for at undgå en nedlukning. Men vi er ikke rolige, for det er megatæt på, siger kommunaldirektør Flemming Storgaard, der netop har fået smittetallene fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

Kommunaldirektøren forbereder sig fortsat på en sognenedlukning.

- Den kan lige så vel komme i morgen eller på søndag, og derfor er direktionen i kommunen indkaldt til møde lørdag. Den tætte kontakt med Styrelsen for Patientsikkerhed fortsætter.

Uklarhed om Nordre Skole

Nordre Skole har hele ugen været lukket på grund af et særskilt påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed som følge af udbredt smitte blandt elever og personale.

Påbuddet står til at udløbe søndag og er endnu ikke forlænget.

- Vi venter på en afklaring om, hvorvidt Nordre Skole skal genåbne mandag, hvis en sognenedlukningen ikke er trådt i kraft inden da, siger Flemming Storgaard.

De 10.700 beboere i Ikast Sogn må altså holde vejret lidt endnu, for der et stadig tale om en linedans, der meget vel kan gå galt og ende i automatisk sognenedlukning over weekenden.