
Ikast-Brandes 2030-plan offentliggjort: Skal være Danmarks grønne erhvervskommune
Mandag aften præsenterede byrådet en ny vision. Otte pejlemærker giver anledning til refleksion og individuel fortolkning. Et enigt byråd godkendte herefter Vision 2030
Udgivet:12. februar 2023, 18.00
Læsetid:3 minutter
Her er lagt op til fri fortolkning på Ikast-Brande Kommunes collage om visionerne for de kommende år, men det er vigtigt, at tankerne bliver til handling. Visualisering: Ikast-Brande Kommune
1 måned siden
IKAST-BRANDE Han tager fat i collagen.
Det er et A3-ark.
Han holder det op mod lyset og smiler så ud over byrådssalen.
Borgmester Ib Lauritsen (V) er godt tilfreds.
I hænderne sidder han med Ikast-Brande Kommunes visioner for arbejdet i de kommende år.
På collagen ses en vindmølle.
Her ses kunst på en gavl.
To, der giver hånd.
Børn, som leger.
Borgere, der får idéer.
Grupper, som udvikler sig og sunde borgere, der samtidig gerne vil være klogere og uddanne sig.
- Jeg synes, at det her er en nytænkende collage med billeder af de visioner, vi vil arbejde med. Vi har otte pejlemærker, og en af styrkerne ved visionens collage er, at her er rum til fortolkning, siger borgmesteren.
I 2019 godkendte det daværende byråd i Ikast-Brande Kommune en ny børne- og ungepolitik. Udtrykket var lidt af et nybrud i sammenligning med tidligere politiker på området. Formen er en plakat med otte ligeværdige grundværdier, som hænger på institutionerne i hele kommunen.
Ved Vision 2030 har byrådet lænet sig op af udtrykket fra børne- og ungepolitikken, som er blevet vel modtaget. Den er blevet kaldt overskuelig - ikke mindst fordi alle kan forstå den.
Frie fortolkninger forpligter
Ib Lauritsen lægger vægt på fortolkningens kraft ved collagen, som bærer navnet Ikast-Brande - Danmarks grønne erhvervskommune.
- Jeg ser Dannebrog. Jeg ser noget om stolthed, sang og musik, en gåtur, frivillighed og masser af plads til foreningsliv, sport og til leg. I andre ser måske noget andet, og her har fortolkningen sine fordele, lyder det fra Ib Lauritsen.
Han bliver suppleret af Annette Mosegaard (K):
- Frie fortolkninger forpligter. Vi skal se på, hvordan vi så laver handlinger. Det her skal give resultater, selv om det ikke står nogle steder, siger hun og tilføjer:
- En fælles ånd er megavigtig. Det her ser jeg som lige så forpligtende, som var det en økonomiaftale. Nu bliver det vigtigt at lytte til hinanden og samarbejde.
En grøn erhvervskommune
Talerrækken i byrådssalen bærer præg af stolthed over visionen.
For Lotte Stoltenborg (FL) har navnet »Danmarks grønne erhvervskommune« dog været noget, Fælleslisten skulle tygge lidt på.
- Vi skal bare huske, at vi er så meget mere end det, lyder det fra branditten, hvorefter borgmesteren igen nævner styrken ved den frie fortolkning af collagens visioner.
- Når man siger Danmarks grønne erhvervskommune, kan man tolke det på mange måder. For mig er det landbrug, og det tror jeg ikke, det er for alle her. Derfor er det spændende at lege med ordspillene, siger Ib Lauritsen.
Birthe Sørensen (S) tilslutter sig borgmesterens ord med en tilføjelse fra sit eget område i egenskab af formand for arbejdsmarkeds-, psykiatri- og handicapudvalget:
- Jeg er glad for den del om at være fælles om job og uddannelse, for det er sandt. Vi har virkelig brug for alle, siger Birthe Sørensen.
Med stolthed i stemmen konstaterer Ib Lauritsen dermed, at Vision 2023 er godkendt.