Fire biler var involveret i motorvejsulykke

Biler snurrede rundt på grund af glat føre - ingen kom alvorligt til skade

Udgivet:28. februar 2020, 14.06

Læsetid:1 minut

Der skete store materielle skader på nogle af bilerne. En bilist klagede efterfølgende over smerter i nakken. Ingen af de involverede skulle dog være kommet alvorligt til skade, oplyser politiet. Foto: Peter Erfurt.

Adam Haff
Journalist| haff@midtjyllandsavis.dk
Adam Haff
Journalist| haff@midtjyllandsavis.dk

Journalist

Se artikler af Adam Haff

PÅRUP Det var glatte vognbaner, som i formiddag var årsag til at flere biler kørte galt på motorvejen mellem afkørsel 35 i Pårup og afkørsel 36 i Bording.

Det oplyser vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Med et minuts mellemrum skete de to ulykker, som implicerede fire køretøjer.

Det første skete klokken 10.44. En bil i østgående retning mistede vejgrebet, ramte autoværnet og røg ind i græsrabatten. Her blev den påkørt af en anden bil. Føreren af en tredje bil mistede herefter herredømmet over sin bil, der også endte ude i rabatten.

En minut senere skete der endnu en ulykke i det vestgående spor, hvor en bil også forulykkede på grund af glat føre.

Vagtchefen oplyser, at en af bilisterne efterfølgende klagede over smerter i nakken. Men at samtlige bilister skulle være sluppet uden større skader.

Politiet afspærrede motorvejen i begge retninger.

Der blev sendt politi og redningskøretøjer til uheldsstedet. Kort før klokken 12 var motorvejen genåbnet i begge retninger.