
Ikke et ord om politik: Få et indblik i Palle Højs liv som talknuser, sportsmand og morfar
Palle Høj er netop blevet genvalgt til sin anden periode i byrådet. Politikeren har en stor berøringsflade og engagerer sig i alt fra sport til erhverv
Udgivet:21. december 2021, 11.49
Læsetid:2 minutter
Til januar har Palle Høj arbejdet ved Sagro i 28 år. Virksomheden rådgiver godt 4500 fuldtidslandmænd. Han er gift med Lis Høj, som underviser på Handelsgymnasiet Ikast-Brande. Parret er forældre til Peter på 27 år og Susan på 30 - og bedsteforældre til lille Samuel. Foto: Jørn Deleuran
1 år siden
PORTRÆT Hun spærrede øjnene op, og hjertet sprang et par slag over. Palle Høj kom hjem til sin hustru, Lis, i hjemmet på Rågevej med en blodig flænge i læben efter en af sine første ture på golfbanen. Det så ud, som om han havde fået én på lampen.
- Det er et af mine nyeste påfund at spille golf, men det gik ikke ret godt den første gang, siger Palle Høj med et grin.
- Jeg skulle svinge golfkøllen, men den ramte ind i et træ, og på en eller anden måde flækkede køllen, delte sig i to og ramte mig. Det var ikke så godt. Siden har jeg ikke spillet, smiler han.
Palle Høj er vild med sport og er drevet af foreningslivet. Særligt Ikast FS har en stor plads i politikerens hjerte.
Landmandssøn og talnørd
Palle Høj er opvokset i Stadil som søn af en landmand, men det lå aldrig i kortene, at landbruget skulle blive hans vej.
- Min storebror stod jo til at overtage gården, og mine hænder er vist ikke skruet godt nok på til at drive et landbrug, men jeg har nu ikke sluppet det helt, siger Palle Høj med henvisning til sin nuværende profession som direktør i Sagro, der tilbyder rådgivning til landmænd og andre virksomheder.
Ilddåb som formand
Palle Høj er drevet af at være en aktiv del af lokalmiljøet, og ofte har omgivelserne rakt ud efter ham. Da håndboldklubben i begyndelsen af årtusindet manglede en formand, trådte Palle Høj således til og sad i bestyrelsen fra 2003 til 2015, hvor han var formand ad to omgange. Særligt de første dage som formand, erindrer ikastboen tydeligt:
- Ganske kort efter jeg kom til, fyrede vi Christian Dalmose, og det gav et ramaskrig i hele sportsverdenen. Jeg talte vel nok med 17 medier på et døgn, så man kan roligt sige, at jeg fik min ilddåb som formand, mindes Palle Høj med et smil.
I dag følger han Herning Ikast Håndbold tæt og er på plads i IBF Arena hver eneste gang.
- Og så banker mit hjerte for FC Midtjylland. Grundlæggende er jeg drevet af at være med til at udvikle vores område, siger Palle Høj, som blandt andet også er en del af Midtjysk Lederforum samt formand for Idrætsskolerne Ikast, ISI.
Stjernestunder ved havet
Både Palle Høj og hustruen Lis er fra Vestjylland, og kærligheden til det vestjyske hænger fortsat ved. Således har parret hele to sommerhuse i Søndervig.
- Det ene sommerhus ejer vi sammen med min datter og svigerdatter. Det er rart, at vi har fået et samlingssted, hvor vi kan holde ferie sammen og koble af med hinanden. Vi skal også fejre julen sammen derude, siger Palle Høj.
Palle Høj
59 år
Uddannet agronom. Har en HD i regnskabsvæsen og er registreret revisor
Direktør ved landbrugsrådgivningen Sagro
Bor i Ikast
Medlem af Venstre
Interesserer sig for sport særligt fodbold og håndbold