Ny linjeidræt på ISI: Lokal idrætsefterskole klar til at tage imod morgendagens dansetalenter

Til skoleåret næste år, 2021-22, udvider ISI Idrætsefterskole med ny idrætslinje, ISI Dans. Som underviser får linjen en af landets stærkeste dansekapaciteter, Benedikte Rørbæk

13. maj 2020, 10.00

Benedikte Rørbæk med stor erfaring som danser, underviser og koreografer - og med flere danske mesterskaber i hiphop i bæltet, bliver leder af den nye danselinje på ISI Idrætsefterskole. foto: Privat

UDDANNELSE Hiphop, dance, moderne dans, smidighedstræning, æstetik og koreografi kommer til at slå takten an, når ISI Idrætsefterskole til næste sommer tager imod de første elever på skolens nye linjeidræt, ISI Dans.

Som leder af den nye linjeidræt har ISI indgået aftale med den erfarne danser og underviser, Benedikte Rørbæk, der oprindeligt er fra Lind. Hun kommer med erfaring som fem gange dansk mester i hiphop og grundlægger af en ny dansk danseuddannelse, Aarhus Dance Education, som danselinjen på ISI også skal samarbejde med.

Nye standarder

- Det er et vildt spændende projekt, og jeg er ikke i tvivl om, at vi på ISI kan skabe en danselinje, der vil sætte nye standarder. Jeg ser store muligheder i at kombinere dans på højt niveau med det eksisterende efterskolemiljø på ISI, hvor dansetalenter får tilstrækkelig målrettede træningsmængder med kvalificerede undervisere, der holder øje med dem og kan vejlede dem, også udenfor dansegulvet. Det har også stor betydning, at danseeleverne på ISI lever sammen med andre sportstalenter, siger Benedikte Rørbæk.

- Ambitionen er, at ISI Dans for eksempel kan blive springbræt for ambitiøse elever til en professionel karriere som danser eller fungere som et unikt skoleår for de, der elsker at bruge og udfordre deres krop, siger Benedikte Rørbæk.

Store perspektiver

Også på ISI ser forstander Torben Østergaard perspektiver i efterskolens nye linjeidræt, der kommer til at fungere side om side med skoleens etablerede linjer, fodbold, håndbold, badminton, cykling, golf og volleyball.

- Vi oplever en enorm interesse for vores idrætsefterskole, og fra skoleåret 2021/22 ønsker vi at kunne fordele efterskolens 215 pladser ud på endnu en linje. Også som en form for fremtidssikring. Vi tror på dans som en sportsgren i vækst, og med Benedikte Rørbæk har vi fundet en topkvalificeret profil, der kan sikre høj faglighed med et smil og en optimal helhedsoplevelse for den enkelte elev, siger Torben Østergaard.

Bagagen fyldt med dans

Benedikte Rørbæk er selv i 2013 uddannet på Danseuddannelsen i København med speciale i urban dance. De seneste syv år har hun blandt andet arbejdet freelance med dans og koreografi i Danmark og i kombination med udlandsophold. Desuden har hun i en årrække har undervist - blandt andet på Levring Efterskole.

Hun har også stiftet det urbane dansekompagni for unge talenter, Konfetti, og så er hun medlem af dansegruppen Da Freakáliz, som i fjor nåede semifinalen i tv-talentshowet »Danmark har talent«.

Både forstander Torben Østergaard, ISI, og danser Benedikte Rørbæk ser stort potentiale i den nye idrætslinje, ISI Dans, som tager mod de første elever næste sommer til skoleåret 2021-22. Foto: Privat