Der ses fremad hos Venstre: Nye medlemmer til bestyrelsen

Venstre i Ikast-Brande genvalgte mandag sin formand og fik nye folk med i bestyrelsen

Udgivet:03. april 2022, 17.45

Læsetid:1 minut

Henrik Engedahl (t.v.) blev mandag valgt som formand for Venstres kredsbestyrelse, da der var generalforsamling hos partiets afdeling i Ikast-Brande Kommune. Med til mødet var også Venstres borgmester Ib Lauritsen. Foto: Steen Hebsgaard

Michael Holmgaard Christiansen
Journalist| mhc@herningfolkeblad.dk

IKAST-BRANDE Mandag stod den på generalforsamling, da Venstre i Ikast-Brande Kommune indbød i Artium i Brande.

Tidligere borgmester og nuværende folketingsmedlem Carsten Kissmeyer (V) anede det kommende folketingsvalg i horisonten - noget som partiet så småt er ved at gøre sig klar til, forklarede han.

Borgmester Ib Lauritsen (V) benyttede også lejligheden til at se fremad. Den nye naturnationalpark ved Nørlund Plantage og Harrild Hede nyder ikke den store popularitet i partiets lokalafdeling, men der er ikke andet for, end at få det bedste ud af det, mener han.

Ib Lauritsen kunne dog berolige med, at det nye byråd generelt er kommet godt i gang med arbejdet, og at Venstres repræsentanter ikke udgør en undtagelse her.

Nye valgte ind

Derudover var der en stribe valg, der skulle afgøres.

Thomas Kristensen blev genvalgt som formand. Uffe Henneberg blev valgt til dirigent.

Til de to fripladser i bestyrelsen blev Tommy Brandt Sønderholm og Bøgh Hansen valgt. På revisorposten var der genvalg til Knud Jensen, mens Peder Holt fra Brande blev nyvalgt. Henrik Engedahl blev valgt som formand for kredsbestyrelsen.