Lokale rådgivere til Sparekassen Thy

25. januar 2021, 13.29

To nye rådgivere er blevet tilknyttet Sparekassen Thys afdeling i Herning. Bjarne Skov Hansen fra Ejstrupholm og Jeanette Bak Enevoldsen fra Bording. Foto: PR

NAVNE Der er en god udvikling og tilgang af både privat- og erhvervskunder i Sparekassen Thy i Herning, og afdelingsdirektør Peter Bækkelund Rasmusen er glad for kunne fejre nytåret med at præsentere to nye medarbejdere. Det er erhvervsrådgiver Bjarne Skov Hansen med rod i Ejstrupholm, og privatrådgiver Jeanette Bak Enevoldsen fra Bording

Bjarne Skov Hansen er 31 år og kommer fra en stilling som ejerlederrådgiver i Nykredit. Han ser jobskiftet som en mulighed for at virke i en organisation, hvor man er tæt på kunderne og fokuserer på en personlig og fleksibel rådgivning.

- Tilgængelighed og hurtige svar er nogle af Sparekassen Thys vigtigste værdier, og det passer mig fint, siger Bjarne Skov Hansen, der gerne være med til at udnytte de mange spændende muligheder, der byder sig for små og mellemstore virksomheder.

Han ser det som en stor fordel, at han har erfaring både som privat- og erhvervsrådgiver.

Bjarne Skov Hansen stammer fra Ejstrupholm. Efter handelsskolen var han et år i praktik i en investeringsbank i Tyskland, og uddannede sig som Finansøkonom i Herning. Efterfølgende arbejdede han i fire år i Handelsbanken sideløbende med, at han afsluttede HD del 2.

Han har desuden arbejdet hos Nykredit som som rådgiver for erhvervsdrivende i små og mellemstore virksomheder, og er nu en del af Sparekassen Thys Herning-afdeling.

Fritiden foregår mest ude i naturen til fods og på mountain- eller enduro bike. Et udvekslingsophold i Canada skærpede interessen for ishockey, og Bjarke Skov Hansen bakker op om Herning Blue Fox, hvor man kan møde ham i erhvervsklubben og på lægterne til hjemmekampene, når corona-situationen ellers tillader det.

Tilbage i folden

35-årige Jeanette Bak Endvoldsen vender tilbage til Sparekassen, hvor hun tidligere var tilknyttet afdelingen i Aulum gennem 12 år.

Efter at have koncentreret sig om sin private klinik ”Energiuniverset”, hvor hun tilbyder kropsterapi, er hun igen klar til at hjælpe folk med privatøkonomien – nu i Sparekassen Thy i Herning.

- Jeg bor i Bording, så der er blevet lidt kortere til arbejde fremfor Aulum, hvor jeg blev udlært og i øvrigt havde en fantastisk tid som rådgiver gennem 12 år”, siger Jeanette Bak Enevoldsen

Hun er ifølge afdelingsdirektør Peter Bækkelund Rasmussen en dygtig og vellidt rådgiver.

- Vi er glade for at kunne hente hende tilbage til Sparekassen Thy”. Hun kender vores systemer og vores værdier, så det er en stor gevinst for både kunder og sparekassen, at få hende tilbage, siger han.