
5 år siden
LÆSERBREV Et enigt byråd, har nu skrevet under på et budgetforlig for 2019. Et budgetforlig med de største besparelser, jeg har været med til. Besparelser der vil forringe servicen for vores borgere, på alle vores velfærdsområder.
Det er ikke besparelser vi sætter i værk for at genere nogen, skabe penge til overdådig erhvervsservice, eller store prestigeprojekter. Det er besparelser vi sætter i værk, fordi at vi ellers indenfor 2-3 år, ville have tømt kassen, og være sat under administration. Kommunen ville derefter skulle ledes af et embedsværk, fra et ministerium, i stedet for folkevalgte lokalpolitikere. Det er ikke ønskeligt for nogen, for de ville sådan set kunne være ligeglade med vælgerne, og kun forholde sig til økonomi. Det er altså en bunden opgave, at få udgifter og indtægter til at hænge sammen. Så kan man godt undre sig over at borgere i Danmark, ikke har de samme velfærdsmuligheder, om du bor i Gentofte eller Ikast-Brande, men det er ikke en omfordeling vi kan ændre på i vores budgetlægning.
Jeg har siden budgetforligets offentliggørelse, hørt beklagelser fra børneområdet, ældre, handicap, turisme, arbejdsmarked og kulturområdet. Derudover er der stadig folk, der er utilfredse med huller i veje, og byggesagsbehandling m.m. Hvis ikke vi kunne spare på nogle af de benævnte områder, så er der bare ikke noget vi kan spare på. Det vil i bogstaveligste forstand, være en falliterklæring.
I har valgt 23 byrådsmedlemmer fra røde, blå, grønne, gule og lilla partier. 12 af dem har i skiftet ud fra forrige valg. Samtlige partier og politikere er enige om at løse den samme opgave. På bedst mulig vis. Politik er meget mere nuanceret og ballanceret, end det man kan læse i en avisoverskrift, eller på Facebook. Der findes ikke simple løsninger, på svære problemer. Alle valg har konsekvenser, og det er balanceringen af de konsekvenser, vi er valgt til at tage vare på. I er meget velkomne til at komme med kritik, til at demonstrere eller til at vælge et helt nyt byråd ved næste valg. Det ændrer bare ikke på kompleksiteten i den opgave, at lede en kommune med 41.000 indbyggere, og 3.000 ansatte. Særligt når udgifter og indtægter ikke hænger sammen. Skulle i have nogle alternative løsninger, på at få økonomien til at hænge bedre sammen, eller få mere kvalitet for pengene, så er min mail og telefon altid åben. Jeg ændrer dog ikke mine holdninger, ud fra hvad jeg læser af kritik på Facebook.