En ægte Klovn-bommert: Journalist og fotograf overtog ved en fejl Uffe Holm-show

Godt 200 biler kom, parkerede og dyttede til Uffe Holms drive-in-show Blivibilen

10. juni 2020, 12.00

Anders Nielsen underholdt i første halvdel af showet, hvorefter Uffe Holm gik på. Foto: Henrik Ole Jensen

IKAST Lyden af dyttende biler kunne formentlig høres i store dele af Ikast lørdag aften.

Her var lidt over 200 biler parkeret med fronten op mod den scene, som komikerparret Anders Nielsen og Uffe Holm underholdt fra. Det blev blandt meget andet til en række anekdoter fra corona-tiden, som de fremmødte kunne høre over deres bilradio.

- Det kan godt være lidt svært som komiker at underholde, hvis man ikke får nogen form for feedback fra publikum, for vi kan jo ikke høre, når de griner i bilerne, forklarede Anders Nielsen i minutterne, før showet begyndte.

En ægte Klovn-bommert

For at sikre, at komikerne kunne få følelsen af et samspil med publikum, havde arrangørerne bag showet, Aarhus-selskabet Blivibilen, placeret mikrofoner i de biler, som stod parkeret på forreste række. Det fortalte Jimmy Enoch fra Blivibilen.

- På den måde når lyden fra de her udvalgte biler med mikrofoner ud til ikke bare komikeren, men også til det øvrige publikum i bilerne på pladsen, sagde Jimmy Enoch.

Til en god reportage hører sig nogle gode reaktioner fra de fremmødte, og mens Anders Nielsen indledte showet med et par betragtninger fra corona-tiden, blev hans finale i joken afbrudt af to uventede stemmer, som overtog lyden på hele pladsen.

- Goddag! Vi kommer fra Herning Folkeblad. Sikke en lækker bil. Må vi ikke lige tage et billede? lød det således med en lidt for høj stemme ind i en af bilerne med tre unge kvinder, som havde parkeret, ja ... På forreste række.

Godt med afveksling

Vi havde da bemærket, at alle biler pludselig dyttede insisterende, mens Anders Nielsen kiggede forvirret ned mod os.

Men at de forreste biler var udstyret med mikrofoner, var åbenbart ikke helt forstået.

- Jamen tak skal I have, drenge, lød det efterfulgt af et grin fra Anders Nielsen fra scenen.

Uffe Holm måtte herefter ile hen og forklare situationen.

Det føltes pludselig lidt vådt og varmt på ryggen under sommerjakken efter ufrivilligt at have bidraget til underholdningen ...

Længere bagude på pladsen - faktisk længst muligt væk fra forreste række - holdt en blå Toyota placeret. Vi rystede den pinlige misere af os og gik efter en reaktion.

Efter at være påbegyndt betragtningen, om Toyotaen mon var udstyret med ledninger eller andet, der kunne indikere aflytning, rullede bilens fører, Claus Søgren, vinduet ned og beroligede.

- Bare rolig, her kan vi tale frit, lød det med et stort smil fra Claus Søgren.

Han kaldte showet for en dejlig afveksling.

- Det er jo lang tid, hvor vi intet socialt har foretaget os, så selvom vi skal blive i bilen, er det skønt at mærke, at vores liv stille vender tilbage, forklarede Claus Søgren.

En vellykket drive-in-standup-turné rundede herefter af på en smuk og solrig aften i Ikast efter 49 omgange i alt over hele landet.

Uffe Holm fortæller, at det har fungeret o.k. at optræde med publikum siddende i bilerne. Foto: Henrik Ole Jensen
Lidt over 200 biler var mødt op til showet. Det er ifølge Blivibilen et flot antal. Det højeste antal biler har ligget omkring de 300. Foto: Henrik Ole Jensen
Maiken Falk Olsen listede rundt mellem bilerne og solgte forfriskninger. Man skulle blot række armen i vejret, og så kom forsyningerne. Foto: Henrik Ole Jensen