Mindeord

I forbindelse med Svend Jensens død og begravelse har vi modtaget følgende:

28. januar 2021, 07.11

IKAST

Svend Jensens død kaldte mange tanker frem hos os i Folkekirkens Café og Dagligstue. Det var i 80’erne, at Svend Jensen sammen med sin kone Anna Lise så, at der var brug for et værested i Ikast, et socialt netværk for dem, der var mere udsatte end andre. Det blev til det, vi i dag kalder for Folkekirkens Café og Dagligstue, som nu har hjemsted på adressen Møllegade 22A. Det begyndte i en gammel cykelforretning i Grønnegade, hvorefter det blev Østergade. Siden 1992 har adressen været Møllegade, hvor man hver dag kan dumpe ind til snak og fællesskab med andre, til en kop kaffe og et varmt og nærende måltid mad og en lang række aktiviteter, som den enkelte alt efter tid og lyst kan deltage i. Det er en dagligstue med et meget lavt dørtrin. Det er, som det var i begyndelsen.

Ildsjæl

Svend Jensen var, hvad vi nok i dag vil kalde for en ildsjæl. Han brændte for noget. Der er et citat, som lyder: ”Hvornår vinder lyset over mørket?” Svaret er: ”Når du ser en bror eller søster i dit medmenneske”.

Det var det menneskesyn, som Svend arbejdede ud fra. Svend følte nok mange gange, at netop det menneskesyn ofte blev overset i det offentliges forvaltning og hjælp til mennesker med særlige behov. Megen menneskelig nød, kulde og ensomhed ville i dag være overvundet, hvis det offentlige og vi alle ville leve og handle ud fra dette syn.

Svend var drevet af denne omsorg for sine medmennesker. Den Dagligstue, som han og Anne Lise sammen med en stor flok af frivillige skabte i 1986, har nu i snart 35 år været en isbryder overfor ensomhedens kulde, og har givet og giver stadig tryghed og nærvær og mening i tilværelsen for rigtig mange mennesker. Det var Svends og Anne Lises arbejdstese, at det enkelte menneske skal ses og så vidt muligt kaldes ved navn og derved blive betragtet som et værdifuldt og uerstatteligt menneske, som har betydning for samfundet og i ethvert medmenneskeligt fællesskab.

Det syn arbejdes der stadig ud fra i Folkekirkens Café og Dagligstue. Også her under Corona krisen er det blevet bøjet i neon, hvor stor betydning et sådant værested har for dem, som har Dagligstuen som måske eneste holdepunkt og kontakt med andre mennesker i hverdagen.

Med stor taknemmelighed tænker vi tilbage på Svends liv og indsats for mennesker med særlige behov. Han blev som en far for mange, og Anne Lise som en mor for lige så mange. De to har sat sig spor hos mange ikke blot i Ikast by, men i hele Ikast-Brande Kommune.

Ære være

Svend Jensens minde.