Mr. John: Ny mand vil puste til de unges tøjvalg

36-årige Rene Jørgensen er som genfærd og spøgelser vendt tilbage til åstedet hos Mister John

Udgivet:31. oktober 2022, 07.00

Læsetid:1 minut

Rene Jørgensen er netop vendt tilbage til sin tidligere arbejdsplads. Han er flyttet til byen og er glad for det, Ikast har at byde på. Selv glæder han sig til at give specielt de yngre kunder et frisk pust af nyheder. Foto: Laila Kempel

Laila Kempel
Journalist| lak@ikastavis.dk

IKAST Når butikkerne på fredag udvider åbningstiden i anledning af den hyggelige uhyggelige halloween, så kan man hos herretøjsbutikken Mister John møde en gammel kending.

Han er hverken et genfærd eller et spøgelse, men blot 36-årige Rene Jørgensen, der for syv-otte år siden havde sin gang i butikken.

I mellemtiden er han også privat flyttet til byen, hvor han er blevet rigtig glad for at bo.

- Nu kan jeg gå på arbejde, og ja - jeg er måske ikke helt ung længere, men klæder mig dog i alt fald ungt, siger Rene Jørgensen, der med strikhue, oversize t-shirt og sweatshirt håber at kunne give specielt de yngre kunder et frisk pust.

- Jeg er uddannet i branchen og har beskæftiget mig med det unge segment, så jeg har da helt sikkert noget at byde ind med, siger Rene Jørgensen, der glæder sig til at vise alle efterårs- og vinternyheder frem for kunderne.