Den dansende enke

Hver torsdag aften går det løs på Nordre Skole, og Inger Klyver er med

28. september 2015, 09.11

Inger Klyver tog sidste år mod til sig og begyndte med squaredansen, og hun har ikke fortrudt. Foto: Jens Anton

squaredance - Circle left and up to the Middle and back. Face your partner and you should be home.

Manden med mikrofonen hedder Tommie Jørgensen, og han er såkaldt call'er.

Foran ham lystrer fire par hans anvisninger, eller man forsøger i hvert fald på det. Ind imellem går det en kende for stærkt, og det hele ender med en gang kluddermor.

Det tager såvel Tommie og danserne med ophøjet ro og et par forlegne grin.

- Vi griner meget, men ikke af hinanden, men med hinanden, fortæller Inger Klyver.

Hun er relativ ung, hvad angår squaredance.

- Jeg faldt over en annonce et eller andet sted og tænkte, at det måske var noget for mig. Jeg må tilstå, at jeg var en smule beklemt første gang, men jeg fik en rigtig god modtagelse og er blevet hængende, siger Inger Klyver, der kastede sig ud i squaredancen for godt et år siden.

Den 60-årige dansepige betegner sig selv som enken fra København.

- Jeg boede i København sammen med min mand og vores to små døtre, da han pludselig døde i 1978. Der stod jeg så med to små børn, men flyttede året efter til Ikast, hvor min mand stammede fra, og hvor vi havde både familie og venner. Jeg kan lide Ikast og er blevet hængende, fortæller Inger Klyver.

Godt fællesskab

Mens hun fortæller om sit liv og squaredansen kommer der hele tiden flere dansere dumpende ind på Nordre Skole, og de bekræfter stort set alle sammen Inger Klyvers påstand om, at det ikke blot handler om dans, men også om socialt fællesskab.

- Man kan sagtens komme alene og alligevel være en del af fællesskabet, siger den 60-årige, der konstant afbrydes, når der skal udveksles krammere.

I baggrunden fortsætter call'eren med sine kommandoer.

Man kan ikke lade være med at vippe med tæerne til country-musikken, og kort efter bytter Inger Klyver med en af de otte dansere foran Tommie Jørgensen.

70 medlemmer

I lokalet ved siden af, er andre squares i fuld gang. Det er de lidt mere øvede, der her er i gang.

Call'ene er de selv samme verden over, så en squaredanser fra Ikast kan fint gå i spænd med en danser fra New Zealand.

Der er omkring 70 medlemmer i Hedens Squaredansere, og foreningen er den eneste af sin art i området. De nærmeste andre klubber ligger i Holstebro og Silkeborg.

Sidste år var Hedens Squaredansere arrangører af et stort europæisk stævne, der talte over 1000 dansere fra 17 forskellige nationer.

Der er gratis prøveaften i morgen, og der er intet krav på speciel påklædning eller rytme.

- Jeg har faktisk ikke noget specielt tøj, og det er der mange andre, der heller ikke har, siger Inger Klyver mellem to danse.

Ud over de ugentlig øveaftener hver torsdag på Nordre Skole, arrangeres der jævnlig ture til stævner i andre byer, ligesom Hedens Squaredansere også rykker ud til diverse opvisninger.

Man skal have ørerne ude og lytte til call'eren, ellers går det galt. De forskellige calls i sqaredance er internationale.