Farverig 100-årsfødselar: Kirken som Pippi Langstrømpe vil elske

Thomas Vang Nielsen

Journalist

Thomas Vang Nielsen

Journalist| tvn@herningfolkeblad.dk

Se flere artikler af Thomas Vang Nielsen

UHRE Besøgende fra nær, fjern og endnu længere væk er valfartet til den lille kirke i landsbyen Uhre, siden kirken blev genindviet i en yderst farverig version i 1993.

»Hvilken fryd for øjet. En rejse værd«, lyder en af mange yderst positive bedømmelser på internettet.

En anden beskrivelse lyder:

»Smuk Pippi Langstrømpe Kirke. Jeg tror, Astrid Lindgren ville være glad i denne kirke«.

- Hvert år ankommer 20-25 busser med gæster. De vil se kirken indvendigt, oplyser sognepræst Arne Holst-Larsen, der lige som sine forgængere har vist rundt et utal af gange.

I august runder kirken 100 år, men som så mange andre arrangementer er den folkelige fejring af jubilæet udskudt på grund af corona.

Selve kirkebygningen på 200 kvadratmeter blev opført i 1920, og den er tegnet af arkitekterne D. Monrad og Ulrik Plesner. De leverede en forventelig vare, som er klassisk og enkel. Bygget i røde mursten og med rødt tegltag.

Brunt med brunt på

Den består af et kvadratisk skib, som mod øst munder ud i et ligeledes kvadratisk kor et par trin højere end skibet.

Før ombygningen i 1993, som kostede 1,5 millioner kroner, var skib og kor adskilt med et træstakit, som gik igen på alterskranken.

Det samme træmønster var på den flytbare døbefont på prædikestolen.

På væggene var træpaneler. Alt var i mørkt ferniseret træ, hvilket gav kirken et dystert præg. Op gennem kirken strakte sig en bordeauxfarvet kokosløber, som endte ved alterbordet omgivet af et tæppe i samme farve.

- Før var her brunt. Det var et studie i brunt, siger Arne Holst-Larsen.

Stod ved en skillevej

Fra opførelsen i 1920 og mange årtier frem oplevede kirken en solid opbakning fra sognets borgere.

Men i 1980’erne og 1990’erne begyndte det at knibe, og byen oplevede hellere ikke den samme hastige befolkningstilvækst.

Menighedsrådet stod ved en skillevej. Skulle man lade stå til - eller prøve at sætte nyt liv i kirken?

Man valgte det sidste. Løsningen blev at gøre Uhre Kirke meget farverig og meget lys.

Rummet skulle være venligere, og præsten skulle tættere på menigheden.

Tidligere havde præsterne så lang afstand fra alterbordet og ned til menigheden, at de nærmest var nødt til at råbe: »Herren være med jer!« for at blive hørt.

Da »Uhremuren« faldt

Før man kunne svinge malerpenslerne, skulle der ændres på selve bygningen, så sollyset fik bedre vilkår.

Efter nogen tids tovtrækkerier med de centrale myndigheder, fik menighedsrådet lov til at bryde et stort hul i altervæggen mod øst.

- Tidligere var der en ret traditionel og lidt kedelig altertavle. Alt træværk var jo brunt, så ombygningen var en revolution, fortæller Arne Holst-Larsen og tilføjer:

- Jeg plejer at sige, at i 1993 faldt muren. Ikke Berlinmuren, men Uhremuren.

Glasmosaik i murens hul

Den dansk-amerikanske kunstner Helle Scharling-Todd fik opgaven med at udforme den glasmosaik, som skulle udfylde hullet i væggen.

Menighedsråd og præster havde set hendes store rude i Hjallerup Kirke, og de var ikke i tvivl om, at det skulle være hende.

Kunstneren skrev nogle tanker ned i forbindelse med sit arbejde i Uhre.

Hun skrev blandt andet, at kirken i sig selv er smuk og proportioneret, men at det måtte være svært for kirkegængerne at føle det glade budskab midt i alt det i brune interiør.

»Så min første tanke var at bringe lidt af den grønne farve ind, som jeg oplevede, da jeg første gang kørte til Uhre«, skrev kunstneren, som lavede 20 udkast i vandfarver.

Et modigt menighedsråd

Menighedsråd og præster valgte enstemmigt det motiv, som man kan se på glasmosaikken i kirken i dag. Det blev besluttet at beholde det gamle, brune inventar, men at iklæde det helt nye farver. Ny belysning og nyt gulv skulle der også til.

Den dansk-amerikanske kunstner var farvekonsulent på restaureringen sammen med arkitekten og Brande-personligheden Kristian Kristiansen.

Farver over alt

Der blev ikke sparet på hverken grøn, gul eller rosa, og farverne står stadig skarpt her i 2020.

- Det er et friskt og modigt menighedsråd, der har kastet sig ud i det her, konstaterer Folkebladets fotograf med et beundrende smil, mens han står ved de grønne bænke med gule sædepolstringer.

Et blik rundt i kirken viser lyserøde salmetavler, de gamle fyldningsdøre er også malet lyserøde.

Knagerækkerne i våbenhuset er lysegrønne, og fodlisterne er blå. Den store adgangsdør fra kirkegården er ligeledes blå.

I de første årtier blev salmesangen udelukkende støttet af et harmonium. Uhre Kirke fik først et rigtigt orgel i 1944. Dette blev udskiftet med et nyt i 2007, og da det skulle farvesættes, havde menighedsrådet endnu en gang fat i glaskunstneren Helle Scharling-Todd, så træværket ved orglet nu er i lyserøde og lyseblå farver.

Skatten er i Uhre Kirke

Den store glasmosaik i altervæggen forvandler sollyset til et imponerende spil af farver.

- Når vi har pinsegudstjeneste, står lyset næsten direkte ind, så jeg kalder kirkegængere for lysfangere, siger Arne Holst-Larsen og tilføjer:

- For enden af den lysende regnbue er en skat. Og den skat er alt det, som foregår her i Uhre Kirke.

Præsten forklarer, at kirken er uden kristen ikonografi i traditionel forstand. Altså uden de klassiske kristne billeder og en figur af Jesus.

- Det er mere abstrakt, hvor man selv må tolke ud fra glasmosaikken. Det glæder folk i alle aldre, og de fleste mennesker føler sig løftet og oplyste af at være her i rummet, siger Arne Holst-Larsen.

Hvis corona-situationen tillader det, skal Uhre Kirkes 100 år markeres første søndag i advent med en festgudstjeneste, hvor også biskoppen deltager.

Men for en sikkerheds skyld er der også planlagt andre jubilæumsarrangementer i form af foredrag og koncerter, oplyser sognepræsten:

- Vigga Bro kommer og fortæller over emnet Ragnarok. Sigurd Barrett holder et arrangement, der er målrettet børn. Og så har vi en Leonard Cohen-aften, hvor hans musik fortolkes. Vi har også koncerter med Vocal Line og med Helge Engelbrecht.