Videre i Europa - og krævende kamp i Holstebro

Herning-Ikast er klar til kvartfinalerne i EHF European League, men lang rejse hjem fra Rusland tærer på fysikken før torsdagens lokalopgør

18. februar 2021, 11.22

Olivia Simonsen (lilla trøje) og Herning-Ikast Håndbold er klar til kvartfinalerne i EHF European League - men først gælder det torsdagens udekamp i Holstebro. Foto: Henrik Ole Jensen

HÅNDBOLD Med en overbevisende præstation og en storsejr på 39-31 ude over russiske Zvezda Zvenigorod kvalificerede Herning-Ikast Håndbold sig i søndags til de kommende kvartfinaler i den europæiske EHF European League.

Allerede ved pausen, hvor HIH-kvinderne førte med 18-13 i sportshallen Olympiyskiy i Zvenigorod - 65 kilometer sydvest for hovedstaden Moskva, var billetten til videreavancement fra gruppespillet i hus for midtjyderne.

Et offensivt højt tempo, stor fysik og effektive aktioner betød, at Herning-Ikast-holdet i flere perioder af opgøret var klasser over Zvezda-spillerne, som aldrig var i nærheden af at true puljens førerhold.

Hos Herning-Ikast kom samtlige markspillere på tavlen i Rusland, og netop truppens bredde bliver der behov for - også i denne uge, hvor det i morgen aften gælder lokalopgøret i den hjemlige liga ude mod Holstebro Håndbold.

Masser at spille om

Årsagen er ikke mindst den lange rejse hjem fra Østeuropa. Således måtte HIH’erne igennem 23 timers strabadser - over Moskva, Istanbul og Hamburg - før man mandag middag igen satte fødderne på midtjysk grund.

- Der er ingen tvivl om, at den lange rejse retur fra Rusland kommer til at sidde i både benene og hovedet, men vi har tidligere vist, at vi er i stand til at levere under pres, fastslår Kasper Christensen, cheftræner i Herning-Ikast Håndbold.

Med en sejr i Holstebro kan HIH-holdet spille sig tilbage på den vigtige fjerdeplads i Bambusa Kvindeligaen, men også torsdagens værter har masser at kæmpe for. Holstebro er lige nu placeret på niendepladsen, men der er kun ét point op til ottendepladsen, som giver adgang til forårets DM-slutspil.

Der er kampstart i Gråkjær Arena i Holstebro i morgen klokken 18.30.