Læserbrev: Vores Ikast eller det vilde vesten

3. marts 2020, 09.56

Allan Holm Foto: Privat

LÆSERBREV Natten til den 17. januar arbejdede jeg sent. Baggrunden var det netop overståede borgermøde, der blev afholdt som en del af høringen i forbindelse med planerne om at opføre en blandt andet 10 etages bygning på hjørnet af Østergade og Kildevej.

Jeg var, som mange andre, stødt på min sans for ret og rimelighed, og rystet over den arrogance, jeg synes, vi som borgere var blevet mødt med; »Vi vil gerne høre, hvad I har at sige, men vi har stort set besluttet os«.

Det var en skueproces. Så jeg farede i blækhuset og skrev første debatindlæg til Ikast Avis under overskriften: »Skødet er skrevet, gælden er din«, som blev publiceret i avisen den 29. januar.

Jeg har fået mange klap på skulderen og positive tilkendegivelser med på vejen - og tak for det - men fra politikernes side har der været stille, indtil i sidste uge (19 . februar), hvor formanden for Teknik- og Miljøudvalget Henrik Engedahl tog bladet fra munden, og lod os forstå, at kommunalbestyrelsen ikke kan (læs; vil) regulere, hvad private investorer foretager sig, men alene kan henstille til, at bygherren udvikler en god relation til nye naboer og indgår i dialog om gode fælles løsninger.

Det lyder godt. Men for Henrik og andre, kan jeg i forhold til projektet med opførelse af Møllehuset afslører, at der ikke har været nogen dialog. Måske fordi dette projekt ikke er helt rent i kanterne.

Og hvorfor så det?

Hele hensigten i planloven er at sikre, at byfornyelse sker ud fra en helhedsbetragtning, altså, at der så at sige er en rød tråd fra byens planstrategi, til kommunal- og lokalplaner - og i den rækkefølge. I Ikast hedder det centerstrukturen. Ved gennemgang af aktindsigt i sagen og de tilsendte planer, er det dog ganske tydeligt, at man alene ønsker at tilgodese en privat investor og ændringsforslagene er fremsat med det formål at »tilvejebringe et grundlag« (for bygherrens ønsker, forstås), og man gør sig da også endog store anstrengelser for at skabe en sammenhæng, der kan forsvares. Der er med andre ord ikke ét eneste argument for at opføre en 10 etagers bygning på det højeste punkt i midtbyen, udover den meget vage hensigtserklæring i den planstrategi, der nu er i høring, hvor det hedder; vi ønsker en fortætning af bymidten.

Hvis man tager et eksempel som Aalborg hedder det; at højhuse kun kan komme på tale såfremt placeringen er velbegrundet, og at bygningen tilføre noget positivt, og kvalitativt understøtter byens profil.

Så har man i Aalborg beskrevet en lang række overvejelser, der skal tages med i betragtning, og man har udpeget fire arealer udenfor bymidten, der kan bære opførelsen af højhuse. Det er måske værd at bemærke, at Aalborgs bymidte er præget af bygninger op til fem-seks etager,

og ikke et-to etager som i det område, Møllehuset er tiltænkt placering.

Det vil således være utænkeligt, at et projekt som Møllehuset ville have nogen gang på jord, ud fra de krav og kriterier Aalborgs kommunalbestyrelse stiller til byfornyelse, for her vægter man, at byfornyelse sker med respekt for de eksisterende rammer. Det er pudsigt nok også den formulering, der bruges i Ikast gældende planstrategi 2015; »at omdanne byen inden for de eksisterende rammer«.

Den sætning er faldet ud af 2019-forslaget.

Hvis man graver lidt dybere, så drejer dette sig ikke kun om beboere i et lille område i Ikast, der føler sig trådt på, men om tillid. Tillid til at de

folkevalgte træffer beslutninger ud fra samlede visioner for Ikast midtby. Det er ikke den oplevelse, man får som borger eller umiddelbar nabo, når

der gentagne gange laves planlægning, der muliggør opportunistiske enkeltprojekter i form af høje bygninger, der i flere tilfælde har store

konsekvenser for de omkringliggende naboer, og kun tjener bygherren, ejendomsmægleren og de få, der har råd til at betale fire millioner for en

penthouse lejlighed.

Den manglende planlægning og dermed oplevelsen af, at alt kan lade sig gøre i Ikast (udvikling for enhver pris) kunne tænkes at have en

modsat effekt på den lange bane – når tilflyttere, byens borgere og potentielle investorer stadig ikke kan se visionerne/ambitionerne for

Ikast, men til gengæld kan få en oplevelse af, at intet er sikkert, og man skal kunne forvente, at alt kan ske på nabogrunden.

Jeg tror mange, ligesom jeg, er helt på linje med John Jørgensen, når han peger på de mindre og positive projekter, der er pågående, men

efterlyser politisk ansvar og planer. Hvis jeg må byde ind med et forslag; byggerier i midtbyen, har ikke kun indflydelse nu, men for mange

generationer fremad. Så et fair udgangspunkt må være, at vi tager de lange briller på og definerer en overskrift for byen. I Silkeborg vil de være

Danmarks outdoor hovedstad, i Aarhus Danmarks kulturhovedstad, og i Odense vil de være samlingspunkt for robot teknologi og digitalisering.

Og hvis vi i Ikast ikke kun vil være »den der forstad til Herning«, men en by i vores egen ret og særegne, bliver vi nødt til at definere en ny

overskrift - et brand - der kan skabe fundamentet og en rødt råd i byplanlægningen og retningslinjer for investorer og bygherrer. For vi kan

mange ting i Ikast, og der vil være gode muligheder for at finde en overskrift, vi kan samles om og være stolte af, i Vores Ikast.