Når døden banker på

Laila Kempel

Journalist| lak@ikastavis.dk

Livet Ingen smøger, ingen alkohol og ingen røde bøffer. Nogen vil mene, at så er livet ikke længere værd at leve.

Men det er det.

I alt fald for 54-årige Inge Dinis fra Bording, der i dag forsager røg, vin og rødt kød, efter at døden tre gange siden den 27. juli har banket på hendes dør.

Livet er ikke længere noget hun bare tager for givet, men noget hun sætter stor pris på samtidig med, at hun kæmper for at komme tilbage til sit almindelige hverdagsliv som lærer på Østre skole i Ikast, aktiv fritidsliv og politisk byrådsarbejde.

Alt sammen noget, der er sat på standby, siden den sommerdag, hvor alt ændrede sig. For altid.

Sommerferie

- Vi var i sommerhuset ved Limfjorden. Jeg havde lige skænket mig en kop kaffe og sad på terrassen med min iPad. Nød sommeren, ferien og ja... livet.

Sådan begynder Inge Dinis sin fortælling om dagen, der ændrede hele resten af hendes liv.

- Jeg har lige købt en ny mountainbike, som jeg er vildt glad for, og glædede mig til at komme ud og køre på den. Men jeg er lidt utiltpas og fortæller min mand Ole, at jeg nok lader den stå i dag, og i stedet tager en løbetur på stranden. Men så får jeg det dårligt - en trykken for brystet. Det føltes ligesom at løbe i frostvejr. Jeg har det ,som om en stor tung plamage er placeret oven på mig, og samtidig begynder koldsveden at brede sig. Jeg kan ikke trække vejret, fortæller Inge Dinis.

Hun lægger sig på gulvet, men får sig kæmpet op i sofaen, mens hendes bekymrede mand trykker de tre cifre 1-1-2 på telefonen.

Vagtlægen

Alarmcentralen....

- siger stemmen i den anden ende.

- Den kompetente person i telefonerøret insisterer på at tale med mig....og hold nu k...hvor havde hun styr på det. Hun vidste præcis, hvad hun skulle spørge om, og otte minutter efter holder den blåblinkende bil ved sommerhuset. Igen møder jeg to meget kompetente reddere, der ved præcis, hvad de skal. De laver EKG, får taget en blodprøve samtidig med, at de sprøjter nitroglycerin ind i munden på mig, og har allerede kørt en strimmel, der bliver præsenteret for den læge, der pludselig også er dukket op, siger Inge Dinis, der bliver helt fjern i blikket over minderne fra den skæbnesvangre dag.

Mavesyre

Et glimt af håb og et lille smil breder sig på hendes ansigt, da hun fortæller, at lægen antyder, at det jo godt kan være mavesyre, der er årsag til ubehaget.

- Så bliver jeg helt rolig, og tænker nå ja, var det bare det.....men så kommer det igen.

Fornemmelsen af den trælse løbetur i frostgrader.

Sirenerne fra det blå ambulanceblik blev sat i sving og i høj fart går det mod Skejby, hvor de dybt professionelle reddere og akutlægen overvejer, om de skal stoppe i Aulum og lade en helikopter overtage transporten, eller de skal rekvirere politiekskorte og fortsætte på landevejen.

Livet på hæld

- Jeg lå der forvirret og så mit liv gå på hæld. Jeg var utilpas, bange og ked af, hvis mine børn skulle miste deres mor på samme måde som deres far døde, da de varhelt små. Jeg var slet ikke klar til at sige farvel, fortæller Inge Dinis.

I Skejby var hendes ankomst mere end ventet og et hel hold af eksperter stod klar til at tage imod og handle på det alle undersøgelser undervejs i ambulancen, havde vist: Blodprop i hjertet.

- Jeg lå midt i det hele, fuldt bevidst om, hvad der foregik, og alligevel havde jeg det, som var jeg centrum i en filmoptagelse. Nærværende og alligevel ganske fraværende. Personalet holdt mig opdateret på, hvad de lavede, og forklarede, hvad de så på den store tv-skærm, hvor jeg kunne se det hele.

Ballon og stent

Jeg var i gang med en ballonudvidelse, hvor de via en blodåre i højre arm bevægede sig mod blodproppen. Det var så surrealistisk at ligge der, midt i en film, fortæller Inge Dinis.

Hun fik lagt en såkaldt stent ind i sin blodåre, der sikrer, at der fortsat er blodgennemstrømning til hjertet.,

Inge Dinis har hørt efter og kender godt alle forholdsreglerne for, hvordan man undgår at ende der, hvor hun er

- Men af en eller anden grund troede jeg måske, at jeg kunne gå under radaren. Ja jeg har røget 40 cigaretter om dagen - taget den nemme løsning med aftensmaden og smidt frosne kartoffelskiver i ovnen og fyldt dem med salt, drukket en fyraftensøl med min mand og et glas rødvin til aftensmaden. Men det går ikke mere. Jeg har ikke røget siden den sommerdag og har ændret på alt, siger Inge Dinis, der allerede dagen efter var klar over, at der skulle ændringer til. Og så skulle alt nok blive godt igen, og hun skulle tilbage på job efter efterårsferien

Anden gang

Den 31. august sker det igen.

- Ole er lige kørt og jeg er alene hjemme og sprøjter min nitroglycerin, som ikke virker. Jeg bliver så bange og tænker...er det så nu, jeg skal dø, fortæller Inge Dinis, der også får ringet til sin mand, der tilfældgvis var holdt ind på en motorvejs-parkeringsplads og derfor tog telefonen.

Hun bliver igen kørt med blå blink til Skejby, hvor et nyt hold eksperter er klar allerede ude på parkeringspladsen - mens det gamle hold tager opstilling og følger tæt med - om det var dem, der havde fejlet første gang.

Medicin-tilpasning

- Det er så vildt fantastisk, hvor dygtige de er, og hvordan de hele tiden gør sig umage for at blive endnu dygtigere. De havde ikke begået fejl, men min medicin var ikke passet til, så der var tale om spasmer, siger Inge Dinis, der fik dobbelt sine dosis op, og igen klar til at kæmpe sig tilbage til hverdagslivet.

Den 24. september sker det for tredje gang, og Inge tager endnu en tur igennem sygehuset, men kom også på den anden siden i nogenlunde god behold.

- Det er svært, erkender Inge Dinis, som ud over sine fysiske begrænsninger nu kæmper med den psyskiske belastning efter tre gange, at have snydt døden.

Det jeg må og skal

- Jeg har valgt ikke at fokusere på alt det jeg ikke må, og i stedet kigge på alt det jeg må. Jeg må aldrig spise fire-benede dyr, men skal spise 400 gram fed fisk hver eneste uge - tænk hvis man ikke havde kunne lide fisk. Jeg elsker fisk. Jeg må dyrke motion hver eneste dag og endda koncentreret i mindst en halv time. Det er da dejligt. Men jeg glæder mig til at blive rask og komme tilbage til mine fællesskaber. Jeg skal noget hver eneste dag. Rehabilitering, træning og rygestopskursus, samtaler med psykologen og til fysioterapeut, så jeg keder mig ikke. Men jeg savner mine fællesskaber. Mit fællesskab på jobbet, i mit politiske liv, mit fællesskab i folkeoplysningsudvalget, biblioteksforeningen og DGI. Jeg savner fællesskabet, og vil så gerne tilbage til mit gamle liv. Det kommer jeg ikke helt. Jeg skal tage piller for tusindvis af kroner, må leve med bivirkningerne af medicinen. Jeg kommer til at lugte af hvidløg, men jeg er ligeglad. Det er sådan mit liv det bliver...og jeg er så taknemmelig, ved faktisk slet ikke, hvem jeg skal takke for, jeg har fået lov til at leve...fået lov til at være her lidt endnu.