Ny restaurant: Sans i Strøgcentret

Sans har dækket op i Strøgcentret

Udgivet:08. september 2023, 14.41

Læsetid:2 minutter

Restauratør Hassan Halik har gennem tiden startet mange spisesteder i Herning. Nu er han rykket til Ikast, hvor han har åbnet restauranten Sans. Foto: Linna Grøn

Flemming Thulstrup
Journalist

SPISESTED Papkasser står stablet lige uden for døren og venter på at blive pakket ud, og i køkkenet fortæller et virvar af ledningsstumper historien om hårde hvidevarer, der ikke er sluttet til.

Imellem alt det går Hassan Halik temmelig upåvirket rundt.

- Der skal være stress på, før man åbner sådan et sted, smiler han.

Og Hassan Halik med libanesiske rødder ved, hvad han taler om. Han har nemlig prøvet det adskillige gange tidligere.

Den 51-årige restauratør har været aktiv i Hernings gastronomiske udvikling siden slutningen af forrige århundrede, hvor han blandt andet har stået i spidsen for restauranter som Mad Donna, Fiasko og 30. februar.

Nu har han imidlertid forladt Herning rent erhvervsmæssigt, og i dag åbnede han ny restaurant i den nordlige ende af Strøgcentret.

- Jeg har kaldt det nye sted for Sans. Der er nemlig noget for alle sanser, og det bliver et sted, der konstant udvikler sig, siger Hassan Halik.

Lægger ud med sushi

Hassan Halik er sprængfyldt af gode idéer for Ikasts nyeste restaurant. Der er 40 pladser indenfor, men når Strøgcentret er renoveret, regner han med, at der også vil blive plads til borde udenfor på Strøget.

- Vi lægger ud med at satse på sushi, men det er ikke bare sushi. Jeg satser på anderledes retter og kvalitet, siger Hassan Halik.

Menukortet vil blive udvidet med tiden. Blandt andet er der allerede sat vand over til en femretters-menu, tapas og a la carte.

- Det bliver en gastronomisk rejse til en billig penge, lover den ny restauratør i Ikast.

Efter ikastboernes smag

Hassan Halik pusler også med en helt anden idé:

- Jeg kunne godt tænke mig at sammensætte en menu efter ikastboernes smag. Det skal ske ved en slags spørgeundersøgelse om, hvad de gerne vil have på deres tallerken. Jeg sætter så med jævne mellemrum en menu sammen, der afspejler den lokale smag, forklarer han.

Men det handler efter Hassan Haliks mening ikke udelukkende om mad i Sans.

- Det er min drøm, at stedet her bliver et samlingssted, hvor man mødes og føler hinanden. Der vil også være noget for synet, siger han og nikker mod en farvestrålende væg, skabt af kunstneren Britt Wilken.

I den anden side står et træ, der bogstaveligt talt er strålende - en helt anderledes form for lyskilde.

- Og sådan skal det gerne være hele vejen igennem. Jeg har netop valgt navnet Sans, fordi stedet her skal appellere til alle sanser.

Byens ny restaurant holder åbent alle ugens dage, bortset fra mandag.

- Vi åbner midt på eftermiddagen, men jeg har planer om med tiden også at holde åbent til frokost, siger Hassan Halik, der også tilbyder at holde diverse selskaber.

Navnet Sans er valgt, fordi der bringes mange sanser i spil - heriblandt synssansen ved dette vægmaleri af Britt Wilken. Foto: Linna Grøn