Byråd: Godkender projektoplæg og tidsplan for Strøgcentret

Udgivet:20. december 2022, 09.36

Læsetid:1 minut

Sådan så skitserne ud, da HedeDanmark for et par uger siden præseterende endnu et oplæg for blandt andet butikindehverne i Strøgcentret. Foto: Laila Kempel

6 måneder siden

STRØGCENTRET Byrådet har mandag aften godkendt projektoplæg og tidsplan for det nye strøgcenter i Ikast.

Det skriver borgmester Ib Lauritsen og kommunaldirektør Flemming Storgaard i en netop udsendt pressemeddelelse

HedeDanmark og det Ikast-baserede PIP Invest har de seneste måneder arbejdet sammen om at forene det bedste fra de to oprindelige projekter til ét nyt og helstøbt projekt, der skal modernisere Ikast Strøgcenter til en flot og inspirerende handelsgade.

Fornyelsen består i at skabe et tidssvarende udtryk i Strøgcenteret, hvor man ønsker at opholde sig i længere tid og kan få en god oplevelse.

Grundtanken er at skabe et endnu mere attraktivt sted at handle lokalt - og samtidigt at fastholde strøgcentrets unikke position som Danmarks eneste overdækkede gågade.

I processen har der været høring af butikker, kunder samt Handicap-, Unge- og Ældreråd. Der har generelt været en positiv stemning omkring projektet og en god dialog om de nødvendige justeringer, hedder det i pressemeddelelsen.

Samlet set står man nu med et projekt, der vil sikre Strøgcentret i mange år fremad.

Byrådet anerkender den store indsats, som alle interessenter i projektet har lagt for dagen. Herunder en økonomisk donation fra Jens Poulsen.

Samtidig anerkender byrådet HedeDanmarks og PIP Invests tilgang til at ville det bedste for kommunen, byen og Strøgcentret.

- Jeg er glad for, at vi nu er nået her til. Det bliver et flot projekt, der giver et stort og velfortjent løft af detailhandlen i Ikast. Endnu engang vises der visionære tanker om handelsgaden, som man gjorde ved overdækningen i 1992, siger Ib Lauritsen.

Der vil blive holdt et orienteringsmøde efter nytår, hvor man kan høre mere om projektet og se tegninger/skitser.