
Slut: FCM genåbner guldjagten efter stærk sejr i Brøndby
FC Midtjylland vandt 3-1 på Brøndby Stadion og er nu kun tre point fra FC København, der gæster Herning søndag
Udgivet:25. april 2022, 21.04
Læsetid:3 minutter
Brøndby-anfører Andreas Maxsø - her mod Edward Chilufya - blev udvist efter otte minutter i matchen mod FCM. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
1 år siden
FODBOLD FC Midtjyllands gulddrømme lever i bedste velgående.
Mandag aften vandt Ulvene med 3-1 på Brøndby Stadion, der foran næsten 16.000 lagde græs til den midtjyske sejr, som nu intensiverer guldjagten på FC København. FCM er nu kun tre point fra FCK, der søndag gæster Herning i et kæmpe mesterskabsbrag.
Første halvleg blev en hæsblæsende affære fyldt med drama, intensitet og underholdning.
Allerede efter otte minutter blev Brøndbys anfører, Andreas Maxsø, udvist, da han nedlagde gæsternes Gustav Isaksen på kanten af straffesparksfeltet. Forinden havde Isaksen opfanget en løs bold, og i fuld fart mod mål, så Maxsø ingen anden udvej end at bremse FCM’s lynhurtige offensivprofil.
I overtal formåede FC Midtjylland at øge trykket med hjemmeholdets defensiv. Det skete i form af et højt og aggressivt pres, hvor både den midtjyske midtbane og de tre forreste – med Anders Dreyer, Edward Chilufya og Gustav Isaksen – fik skabt en stribe store chancer inden pausen, blandt andet til Chiluyfa, Dreyer, Paulinho og Juninho.
Nede med en mand satsede Brøndby ensidigt på at stå kompakt og lavt – og på hurtige omstillinger. Og det var netop denne taktik, der sikrede føringsmålet.
Simon Hedlund fik over en halv banehalvdel pludselig frit løb ned mod FCM-målet. I feltet tog svenskeren et træk, og blev nedlagt af Daniel Høegh. Straffespark til Brøndby. Dommer Jakob Kehlet trak omgående det røde kort, men fortrød og lod sig nøjes med et gult kort til Høegh. Hedlund scorede sikkert til 1-0.
FC Midtjylland-mandskabet bevarede roen og svarede igen mod slutningen af første halvleg.
Efter en fornem soloaktion af Raphael Onyedika, der drev bolden ind i Brøndby-feltet, tog værternes Sigurd Rosted hånden til hjælp. Det blev bekræftet af billeder fra VAR – videodommersystemet, der tildelte FCM et straffespark. Evander Ferreira udlignede iskoldt til 1-1.
Men FCM var ikke færdig. Ud af ingenting hev Gustav Isaksen en scoring frem fra venstrepoten. Fra hjørnet af feltet skruede stortalentet bolden i nettet via den ene stolpe. En smuk træffer, der naturligvis bragte stor jubel i FCM-lejren.
Fra anden halvlegs begyndelse valgte topholdet en mere afventende tilgang. Nu var der FCM, som i perioder stod lavt og lod Brøndby have bolde. Det gav to store tilbud til Mathias Kvistgaarden og Simon Hedlund.
Ulvene fik dog genetableret presset, og kort efter ramte Evander overliggeren med en smart afslutning. Brasseren udgik kort efter med en skade.
I front fortsatte især Anders Dreyer med at være det offensive omdrejningspunkt. Og lejesvenden fik endnu en hovedrolle. Først misbrugte Dreyer en kæmpe mulighed tæt under mål, men kantspilleren tog revanche få sekunder senere.
En velspillende Raphael Onyedika erobrede bolden foran Brøndby-feltet. Kuglen landede foran en fri Dreyer, der uden tøven passerede målmand Mads Hermansen. Da manglede der 20 minutter af matchen på Brøndby Stadion, hvor FC Midtjylland kørte den vigtige sejr sikkert i hus.
Gense livebloggen, som den udformede sig herunder fra Brøndby Stadion.