Hjulmand udtager Uhre og Stage til landsholdet

Mikael Uhre og Jens Stage er udtaget til A-landsholdet i stedet for Jesper Lindstrøm og Mohamed Daramy.

13. november 2021, 10.34

Brøndby-topscorer Mikael Uhre er udtaget til A-landsholdet.

HELSINGØR Superligatopscorer Mikael Uhre fra Brøndby og FC Københavns formstærke midtbanespiller Jens Stage er efterudtaget til det danske A-landshold, der mandag møder Skotland i VM-kvalifikationen.

De erstatter Jesper Lindstrøm og Mohamed Daramy, der fredag var med til at besejre Færøerne 3-1. Den unge duo slutter sig i stedet til U21-landsholdet, som tirsdag møder Tyrkiet i EM-kvalifikationen.

Det oplyser Dansk Boldspil-Union på Twitter.

Både Lindstrøm og Daramy var en del af fredagens startopstilling, men nu vurderes de til at kunne gøre mere gavn på U21-landsholdet.

Desuden forlader Christian Nørgaard truppen, efter at han fredag fik et gult kort, der udløser karantæne i mødet med Skotland.

Lindstrøm og Daramy bliver erstattet af to af Superligaens mest målfarlige spillere for tiden. Mikael Uhre fører således topscorerlisten an med otte mål, efter at han i sidste sæson sluttede øverst på samme liste med 19 træffere.

Også Jens Stage er i forrygende målform, ikke mindst når man tager hans midtbaneposition i betragtning. Han har scoret fem mål i denne superligasæson samt fire mål i FCK's europæiske kampe.

For begge spillere vil der være tale om debut på A-landsholdet, hvis de får spilletid i Glasgow mandag.

Stage har tidligere spillet seks kampe på U21-landsholdet, som Uhre har repræsenteret ved en enkelt lejlighed. Uhre fik desuden to uofficielle landskampe for ligalandsholdet i 2018.

Danmark er allerede kvalificeret til næste års VM efter ni sejre i ni kampe i kvalifikationsgruppe F, som har sidste spillerunde på mandag.

/ritzau/