Vores Ikast er klar med aktiviteter: På mystisk skurkejagt i Strøgcentret

En efterårsferie i børnefamiliernes tegn er under opsejling i Ikast

13. oktober 2021, 07.06

Marianne Gjörtz Boel fra Vores Ikast, Julia Thaarup Johansen fra Ikast Bymidte og Jan Birk Knudsen fra Vores Ikast har fået selskab af en række mystiske Ramasjang-skurke i Strøgcentret. Foto: Privatfoto

EFTERÅRSFERIE Der skal løses mysterier, indløses gaver og gøres en god loppehandel i Strøgcentret i efterårsferien,

Vores Ikast har igen lavet særlig en børnebillet med masser af oplevelser og små gaver.

- Billetten koster en flad 100-mand og kan købes hos Skoringen i Ikast, og sælges allerede nu og så længe laber haves. Billetten gælder fra mandag til lørdag i uge 42, fortæller Jan Birk Knudsen, chef for Vores Ikast.

Børnebilletten indeholder blandt andet en biografbillet til Ikast Bio, som kan bruges til alle film, der vises inden 13.30. Billetten giver også adgang til Ikast Svømmecenter, en sandwich fra Kylling & Co, adgang til workshops hos Farvehuset og Ikast Kirke, man kan få tjekket sin cykel hos Fri BikeShop. Der er desuden adskillige konkurrencer med præmier, Billetten indeholder også en oversigt over aktiviteterne for børn på Ikast Bibliotek.

Skurkene er tilbage i Ikast

Ramasjang Mysteriet er tilbage i Ikast i efterårsferien, og der er opstået et nyt mysterium, og Ramasjang-folkene har brug for børnenes hjælp til at løse mysteriet.

- Det er en af de syv kendte skurke der står bag, men er det Camping Vagn, Danse Staffan, Fru Pudderkvast, Hanne Riffel, Preben Pølsesnak, Reichardt Thomsen eller Ronni Roligan? Sprøger Vores Ikast-chefen.

Der skal ledes efter sport tre steder i byen for at knække koden til mysteriet. Lykkes det, deltager man samtidig i en konkurrence om en af de syv skurke i fuld (pap)-figur.

- Det er gratis at deltage, og Ramasjang Mysteriet er åbent fra tirsdag i denne uge til og med fredag 22. oktober, siger Jan Birk Knudsen.

Børnelopperne er tilbage

Efter en længere pause afholdes der igen børneloppemarked lørdag 23. oktober i Strøgcentret. Her kan børnene få en gratis stadeplads og sælge ud af deres brugte legetøj, spil, musik, tøj, elektronik, lego og alt hvad man finder på børneværelset, på loftet eller i kælderen.

- Det er altid en god og hyggelig dag hvor børnene regner og handler – også med hinanden, siger Jan Birk Knudsen.

- Der er stadig åbent for tilmeldingen, og ønsker man at leje et bord kan man også bestille det. Der er allerede 22 tilmeldte men der er stadig plads til flere stande, uddyber han.