
Jobcentret træder et skridt ind i den digitale verden: - Men ingen borgere må blive hægtet af
Styrelsen for arbejdsmarked og rekruttering har givet midler til en digital platform, hvor ledige borgere i Ikast-Brande kan søge job og på sigt matche samt tale direkte med virksomhederne
Udgivet:18. november 2022, 09.35
Læsetid:2 minutter
De halvårlige jobmesser har været en stor succes, hvor ledige og virksomheder kan blive matchet. I fremtiden sker det også virtuelt. Foto: Tom Laursen
7 måneder siden
IKAST-BRANDE - De digitale indsatser skal bredes ud til både borgere og virksomheder, men det er afgørende, at ingen bliver hægtet af.
Sådan lyder det fra formanden i arbejdsmarkeds, psykiatri og handicapudvalget i Ikast-Brande Kommune, Birthe Sørensen (S).
Baggrunden skal findes i, at jobcentret har fået projektmidler fra styrelsen for arbejdsmarked og rekruttering, STAR, til at afprøve en digital jobsøgningsplatform til borgerne.
Det handler blandt andet om, at borgere kan få mulighed for at deltage i kurser online og at få hjælp til at lave et cv.
- Det er en fordel i tider med lav ledighed. Det kan være svært at samle ledige nok til et kursusforløb i jobcentret, siger udvalgsformanden.
Platformen skal findes på dagpengeområdet og på fleksjobområdet. Senere kan indsatsen bredes ud til jobcentrets øvrige målgrupper.
Et vigtigt men
Platformen, som kan digitalisere jobsøgningsprocessen for borgeren, hedder Candeno Job, og Birthe Sørensen ser med positive øjne på indsatsen.
- Jo mere digitalt, desto bedre. Sådan har jeg det. Men det må for alt i verden ikke være sådan, at man ikke føler, at man får den rette hjælp, blot fordi det bliver mere digitalt. Der vil stadig være de muligheder, man kender, så alle borgere er trygge. Jeg vil ikke acceptere, at nogle bliver hægtet af, så man får begge valgmuligheder, siger Birthe Sørensen.
Skal skabe et match
På sigt peger udvalgsformanden på, at platformen skal udvikles, så ledige kan tale direkte med virksomhederne - eksempelvis om et forløb - udenom kommunen.
- Man kan sige, at borgerne bliver matchet med virksomhederne. Opsætningen på platformen sikrer desuden, at det kun er ledige eller aktuelt jobsøgende borgere, som vises frem, og på platformen er det også muligt at arrangere kaffemøder mellem virksomheder og borgere, lyder det fra Birthe Sørensen.
Inden længe sætter kommunen derudover gang i et forsøg med virtuelle jobmøder. Her er tanken også at bringe virksomheder og ledige borgere sammen.
- På møderne præsenterer virksomhederne ledige stillinger, baggrundsviden om virksomhederne, og borgerne får mulighed for at komme direkte i dialog med virksomhederne, siger Birthe Sørensen.
Jobmøderne skal efter planen faciliteres af en virksomhedskonsulent.
- Vi forventer os meget af indsatsen, siger Birthe Sørensen.