
Fællesskab i fuld flor
I sidste uge indviede Rolighedsparken plejecentrets nye sansehave. Den er med til at skabe en hverdag med mere variation og livsglæde
Udgivet:17. september 2023, 09.39
Læsetid:3 minutter
Herluf Christensen og Karen Margrethe Moesgaard bruger meget tid i den nye sansehave. Blomsterne vækker gode minder. Foto: Henrik Ole Jensen
UDELIV De begynder så småt at falme.
Kornblomsterne. Valmuerne. Blåhattene og morgenfruerne.
Om lidt rykker efteråret for alvor ind, og det hele kan pludselig synes uigenkendeligt.
Men så er det godt, at vi har minderne. Dem har Ruth Pedersen mange af, og nogle af de nyeste skal findes lige her i sansehaven på Plejecenter Rolighedsparken.
- Kan du køre mig lidt derhenad? beder hun høfligt en af Rolighedsparkens ansatte.
- Selvfølgelig, min sommerblomst, lyder det kærligt fra medarbejderen ned mod Ruth Pedersen.
- Tak … Min ... Min stilk. En stilk kan du være, lyder det drillende, omend også kærligt fra den 91-årige beboer.
Hun kan godt lide at drille en smule, men det er kun med til at gøre hverdagen lidt bedre.
Lidt bedre bliver hverdagen også af at være ude i naturen, og her er vi tilbage ved Rolighedsparkens sansehave, som denne solrige septemberdag bliver indviet.
Opbakningen er flot. Så flot, at ergoterapeut på Rolighedsparken Trine Bjørnsgaard bliver helt rørt.
- Vi har lagt mange kræfter i at få sansehaven til at blive så fin, og det var ikke lykkedes uden vores støtte-venneforening, som flittigt har søgt midler – og så takket være Vestjysk Bank, som har doneret 10.000 kroner, siger Trine Bjørnsgaard og lader blikket glide ud over et kørestolshav på terrassen.
Godt for sindet
Efter den officielle indvielse, hvor leder af Rolighedsparken Markus Rauer og det øvrige personale er vært ved et glas bobler og kransekage, skynder flere af beboerne sig ned i sansehaven.
Trine Bjørnsgaard kan ikke understrege nok, hvor vigtig haven er for plejecentret.
- Bare det at kunne komme ud er godt for sindet. Og haven kræver ikke det store at komme ud i, så det udmatter heller ikke beboerne på samme måde, som hvis vi skulle ud på udflugt, siger Trine Bjørnsgaard og tilføjer:
-Mange sidder bare og slapper af i haven, men det helt store hit er at få mulighed for at plukke en buket friske blomster til at tage med ind i lejligheden, lyder det fra ergoterapeuten.
Det vækker minder
De ligner lidt et gammelt ægtepar, som de sidder der side om side. Men det er Karen Margrethe Moesgaard og Herluf Christensen bestemt ikke.
- Ingenlunde, lyder det.
Men gode venner er de, og fælles er interessen for haver. Herluf Christensen fortæller, at det vækker gode minder bare at sidde lige her.
- Det er jo lidt, som det var engang. Jo, jeg bliver godt tilpas af at komme her i sansehaven, og jeg har brugt haven meget her i denne sommer, siger Herluf Christensen, som også mener, at beboerne har et godt fællesskab med hinanden ude i det fri.
For få øjeblikke siden har netop Herluf Christensen sammen med Rolighedsparkens leder, Markus Rauer, klippet snoren og erklæret sansehaven for officielt indviet.
Til tonerne af den »Den gamle gartners sang« triller beboerne en efter en ud i sansehaven.
»Når jeg ser på skønne blomster, dukker svundne minder frem«.
Herluf Christensen ser på en valmue og smiler taknemmeligt. Formentlig er han i sine erindringer lige nu et helt andet sted. I en yngre mands krop, men fremover kan han nyde at tage en tur tilbage til tidslommen i Rolighedsparkens nye sansehave.