
SLUT: Vildt drama i Parken - FCK brænder straffe og FCM får 1-1
FC Midtjylland var ikke uheldige med at få point med fra Parken
Udgivet:22. oktober 2022, 19.19
Læsetid:2 minutter
Evander har udlignet. Foto: Lars Møller/Ritzau Scanpix
5 måneder siden
FODBOLD I et helt vanvittigt lørdagsdrama i Parken var FC Midtjylland bestemt ikke uheldige med at få uafgjort 1-1 mod FC København.
Evander Ferreira, der ellers spillede en skidt kamp, udlignede flot direkte på frispark små 20 minutter før tid, efter at FCK var kommet foran i første halvleg.
Resultatet betyder, at FCM holder afstanden på tre point ned til FCK i superligatabellen, hvor de to ambitiøse hold er henholdsvis nummer fem og syv.
Flot FCK-scoring
FCM-træner Albert Capellas valgte en start-11’er uden de store overraskelser. Henrik Dalsgaard var blevet sin skade kvit og indtog sin plads i midterforsvaret ved siden af Erik Sviatchenko.
Opgørets første mulighed kom efter små 10 minutter, da Gustav Isaksen fik sig fintet fri til skud i venstre side. Afslutningen sad dog lige på FCK-keeper Kamil Grabara.
Målet kom efter en halv time, og det var skabt af den unge FCK-komet Roony Bardghji. Den unge svensker tørrede helt og aldeles Paulinho og spillede Elias Jelert fri til at slå et indlæg. Det sad lige til en firsstimer tæt foran mål fra Viktor Claesson. Ingen chance for Jonas lössl i FCM-målet.
Ikke længe efter var den blot 16-årige FCK’er meget tæt på endnu en scoring, da han fra feltkanten sendte bolden snert over mål. Omstillingen kom efter en sløj tværaflevering midt på banen fra Anders Dreyer.
FCM-holdet virkede rystet ovenpå FCK-målet og halvlegen ud.


Se karaktererne: Smart FCM-målmand fik overhånden til sidst
Intens anden halvleg
Det så bedre ud straks efter pausen, hvor gæsterne hurtigt tiltvang sig initiativet. FCK var dog farligere på deres omstillinger, end FCM var i presset mod hjemmeholdets mål.
Spillere som Kristoffer Olsson og Anders Dreyer tog masser af ansvar i kampen for rigtigt at få etableret et FCM-pres. Mens Evander Ferreira lykkedes med meget få ting og mistede bolden ofte.
Alligevel var det netop Evander, der slog til med små 20 minutter igen, da han hamrede en fremragende frisparksbold på overliggeren og derfra ned i målet. Et VAR-tjek viste, at bolden havde sluppet stregen. 1-1 - og pludseligt mere stille i Parken.
Opgøret blev mere og mere intenst, som anden halvleg skred frem, og dommer Mads-Kristoffer Kristoffersen virkede til næsten at miste grebet om løjerne og delte lystigt gule kort ud. Han undlod eksempelvis også at dømme et gigantisk frispark til Gustav Isaksen på en omstilling.
VAR-straffe sendt forbi mål
Fem minutter før tid fik FCK et straffespark, da Mads Døhr Thychosen hægtede Mohammed Daramy. Der skulle dog VAR-tjek til, før dommeren pegede på pletten.
Viktor Claesson sendte dog - heldigvis for FCM - bolden forbi venstre stolpe.
Kampen ud pressede hjemmeholdet på, men FCM holdt stand og fik det meget vigtige resultat.
Genoplev kampen herunder i Ritzaus liveblog.