Klassesejr i København: HIH holder liv i top-fire-drømmen

Forrygende Herning-Ikast-præstation sikrede to point mod København Håndbold

4. marts 2020, 19.18

Naja Nissen Kristensen (t.v.), Emma Friis og Herning-Ikast vandt onsdagens nøglekamp i København i stor stil. Foto: Tom Laursen

HÅNDBOLD Med tre runder tilbage af grundspillet lever Herning-Ikast Håndbolds drømme om en top-fire-placering, der trækker et værdifuldt point med over i DM-slutspillet.

Onsdag aften leverede HIH-kvinderne en stor præstation, der fortjent sikrede sejren på 30-23 ude over København Håndbold, der netop indtager fjerdepladsen i HTH Ligaen.

Ved pausen i Frederiksberg-Hallerne førte gæsterne med 16-13, og også i første halvleg var en af årsagerne målvogter Sabine Englert. Den rutinerede tysker afløste Jessica Ryde efter 10 minutter, og med en stribe parader, der bragte Englert på over 50 i redningsprocent, fik Herning-Ikast ligeledes gang i kontrafasen.

I anden halvleg fortsatte HIH-defensiven med at imponere, og da København insisterede på at smide hovedparten af alle angreb ind i gæsternes solide midterakse, formåede udeholdet at holde kontramotoren varm.

Som inden pausen viste playmaker Helene Fauske høj klasse, og nordmanden satte i høj fart gang på gang sukkerbolde op for holdkammeraterne. På stregen var Sarah Iversen i fokus i begge ender, og på backerne kom der jævnlige træffere fra de velskydende nordmænd Stine Skogrand og Jeanett Kristiansen.

Syv minutter inde i anden halvleg førte HIH-holdet med 27-20 - et forspring, som blev bevaret til slutfløjtet.

Sejren i hovedstaden betyder, at afstanden op til København nu er nede på tre point. Rækkens tre øverste hold, Team Esbjerg, Odense Håndbold og Viborg HK, er uden for rækkevidde i grundspilstabellen. Til gengæld er Herning-Ikast nu indbyrdes bedre end københavnerne, der »kun« vandt med seks mål i den omvendte match i Ikast.

Førstkommende søndag har Herning-Ikast atter fokus på Europa. I returkampen i EHF Cup-kvartfinalen får midtjyderne besøg af rumænske Gloria Bistrita-Nasaud.