Hæderspris til Anders Holch: Indbegrebet af en sand entreprenør

Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen vandt Årets Hæderspris 2021 ved landskåringen af Årets Ejerleder

22. november 2021, 10.07

Milliardæren Anders Holch Povlsen modtog diplomet som modtager af »Årets Hæderspris 2021«, da der torsdag blev uddelt priser ved landsfinalen af Årets Ejerleder 2021. Foto: PR-foto

LEDELSE Torsdag blev landets bedste ejerledere kåret ved et arrangement hos PwC i Hellerup. Her valgte man at uddele Årets Hæderspris 2021 til Anders Holch Povlsen, der er hovedaktionær i tøjkoncernen Bestseller i Brande.

Derudover er Anders Holch Povlsen ejer og medejer af flere andre virksomheder i både Danmark og udlandet, herunder betydelig aktionær i Zalando, ASOS, About You, Klarna, WhiteAway, Numis, &Tradition, Normal og Nemlig.com gennem Heartland.

- Ejerlederen har gennem sin flotte karriere sat sit præg på både det danske og internationale erhvervsliv. Anders Holch Povlsen har været med til at sætte en række danske virksomheder på verdenskortet og samtidig skabt og sikret et betydeligt antal danske og globale arbejdspladser, siger Lars Baungaard, partner og markedsleder i PwC, i en pressemeddelelse.

- Med sit mod og sin forretningsmæssige dygtighed har ejerlederen opnået massiv vækst i sin forretning og har samtidig haft stor succes med at træde ind på nye forretningsområder. Anders Holch Povlsen er indbegrebet af en sand entreprenør, uddyber han.

Bestseller blev etableret af Anders Holch Povlsens far, Troels Holch Povlsen, tilbage i 1975. Allerede som 19-årig deltog ejerlederen på bestyrelsesmøderne og blot som 28-årig overtog Anders Holch Povlsen ledelsen af virksomheden med en omsætning på cirka 3 milliarder kroner, som i dag er vokset til hele 26,4 milliarder kroner.

Ved arrangementet blev »Årets Ejerleder 2021« også kåret. Prisen gik til Peter Vang Christensen fra Plantorama i Aarhus.