Kirken fester med hele Engesvang sogn

21. august holder Engesvang Kirke kirkefestival med boder, hoppekirke, rockkoncert og meget andet

13. august 2021, 04.24

Kirkefestivalen afholdes næste weekend 21. august. Foto: Privatfoto

KIRKEFESTIVAL Der bliver fest på plænen ved Engesvang Sognehus lørdag 21. august.

Kirken indbyder alle i sognet til en festival, hvor der vil være noget for enhver smag, fortæller menighedsrådsformand Vibeke Steen.

- Noget af det mest markante bliver en hoppekirke. Til mange byfester har man en hoppeborg, men til kirkefestivalen har Engesvang Kirke lejet en særlig hoppeborg, der er udformet som en kirke. Ydermere vil børnene, når de hopper og tumler, kunne svare på nogle spørgsmål om, hvad der er i en kirke, siger Vibeke Steen.

Aktiviteter for børn

For børnene bliver der også en del aktiviteter, hvor de kan klippe og klistre – og få noget med hjem. Mange børn vil nok også flokkes omkring flødebollemaskinen, hvor det gælder om at fange en flyvende flødebolle. Der bliver også et quizløb på kirkegården, ligesom der bliver mulighed for at bage snobrød over bål.

Rockkoncert

For de voksne bliver der blandt andet cafe med salg af kaffe og kager udformet som kirker, men der bliver også underholdning i form af engesvang-mesterskaberne i støvlekast.

- Man vil også kunne opleve en rockkoncert. Jo, lidt kirkeligt er der i det, for Meiner-band består for en stor del af sognepræsten i Bording og hans familie, fortæller Vibeke Steen.

Kirkefestivalen indledes også med en familievenlig gudstjeneste, inden der bliver åbnet for løjerne på festpladsen.

Auktion er hjælpende hånd

Der bliver også mulighed for at byde på en auktion over gode og spændende effekter, der er doneret af borgere og virksomheder i Engesvang. Indtægterne fra auktioner – og alle andre indtægter fra boder og lignende – går ubeskåret til Engesvang Kirkes sociale arbejde, der er organiseret i Engesvang Menighedspleje Det er en pengekasse bestyret af sognepræsten, som har mulighed for at række en hjælpende hånd til lokale familier for eksempel til jul, konfirmation og lignende.

- At indtægterne går ubeskåret til menighedsplejen, er gjort mulig af en fond, der i sin tid blev oprettet i forbindelse med salget af menighedshuset Ansgar. En del af salgsprovenuet blev afsat til såkaldt evangeliserende arbejde i Engesvang sogn, altså arbejde, der fortæller om kirke og kristendom. Det mener vi i menighedsrådet, der indsat som administratorer af fonden, i høj grad at sådan en kirkefestival kan være. Alle vil kunne opleve, hvor festlig og sprudlende det er i kirken, siger Vibeke Steen.