Person fundet død i udbrændt villa på Stevns

En person, der mistede livet, da en voldsom brand raserede en villa, er endnu ikke identificeret.

16. oktober 2021, 11.49

ROSKILDE Politiet arbejder lørdag eftermiddag fortsat på at finde ud af, hvem det var, der lørdag morgen mistede livet i en voldsom villabrand på Stevns.

- Vi ved endnu ikke, hvem det er, og kan ikke sige noget personens alder eller køn, siger Thomas Hartmann, der er vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi.

Det var en nabo, der klokken 06.02 slog alarm om, at det brændte i en villa på Skørpingevej i Rødvig.

- Da vi og brandvæsnet når frem, står villaen i lys lue, og den er brændt ned til grunden, fortæller Thomas Hartmann.

Da brandfolkene gennemgik det udbrændte hus, fandt de den døde person i ruinen.

Teknikere skal nu undersøge brandtomten for at fastslå brandårsagen.

/ritzau/