Corona-chok afblæst: Vuggestue har ikke yderligere smittede og må nu åbne igen

En medarbejder i vuggestuen fra Bording Børneby blev i sidste uge testet positiv for covid-19, hvorefter børn og personale blev sendt hjem. Nu åbner vuggestuen igen

24. juni 2020, 21.26

I dag åbner Bording Børneby igen efter at have været lukket ned siden 18. juni. Foto: Henrik Ole Jensen

BORDING Onsdag i sidste uge blev en medarbejder fra vuggestueafdelingen i Bording Børneby konstateret smittet med covid-19, og som Herning Folkeblad mandag kunne fortælle, lukkede vuggestuen ned efter aftale med Styrelsen for Patientsikkerhed og Ikast-Brande Kommunes Sundhedspleje.

Alle medarbejdere, der har været omkring den smittede, er hen over weekenden blevet testet, og her har resultatet vist, at ingen yderligere er smittede. Nu er medarbejderne blevet testet endnu engang uden smittetilfælde, og derfor kan vuggestuen nu genåbne i dag. Det fortæller institutionsleder Stig Skovbo.

- Vi har intet, der tyder på, at børn eller personale skulle være smittede, så vi får lov at åbne op i dag. Man har jo set nogle små udbrud rundt om i landet, og det har givet en længere svartid på testresultaterne, så vi manglede at få svar på et par medarbejdere tirsdag aften. De svar er kommet her til morgen, men vi besluttede sent i aftes kun at åbne i dag fra 6.30 til 14.30, lyder det fra Stig Skovbo.

Han understreger, at ingen tilknyttet institutionen - hverken børn, personale eller forældre - har vist symptomer på covid-19.

- Det ser ud til, at den smittede medarbejder ikke nåede at smitte andre, og fra i morgen, torsdag, har vi åbent, som vi plejer til sidst på eftermiddagen, siger Stig Skovbo.

Opmærksomme på udvikling

For at sikre, at både børn såvel som forældre skal føle sig trygge ved at komme i Bording Børneby, følger institutionen nøje udviklingen og ser efter mulige symptomer. Siden Bording Børneby åbnede efter den landsdækkende nedlukning tidligere på foråret, har institutionen været underlagt restriktioner samt øget afstand og fokus på hygiejne.

- Det fortsætter naturligvis, og vi er meget opmærksomme på udviklingen, siger Stig Skovbo.

Det var kun vuggestuen, som lukkede ned, da det var her, den smittede medarbejder arbejdede. Bording Børnebys børnehaveafdeling har ikke været påvirket af nedlukningen, da børn og personale i de to afdelinger ikke har nær kontakt til hinanden.