Videoværker på Kunstpakhuset: Ny udstilling

Benjamin Skop og Amund Bentsens videoudstilling undersøger grænserne mellem naturen og den menneskelige krop

Udgivet:12. august 2022, 12.00

Læsetid:2 minutter

Stillfoto fra Benjamin Skop og Amund Bentsens videoværk »Reflection«. Foto: Privatfoto

UDSTILLING Kunstpakhuset i Ikast er klar med den første udstilling efter sommerferien. Denne gang indeholder udstilling fire store videoværker af Benjamin Skop og Amund Bentsens.

Udstillingen har fået titlen »When the world becomes our body«.

Kunstpakhuset skriver i en pressemeddelelse om udstillingen, at videoerne er optaget i tidevandszonen på De Ydre Hebrider i det skotske højland i september og oktober 2019.

»Udstillingen tager afsæt i tidevandets bevægelse og rytme, som bliver skærpet af menneskekroppens tilstedeværelse i landskabet. Værkerne undersøger menneskets forhold til naturen. Undersøgelsen af forholdet mellem den menneskelige krop og tidevandslanskabet skaber direkte visuelle associationer til global vandstandsstigning og klimaforandringer.

Ved at give naturen føringen - mens den menneskelige krop fungerer som et måleredskab for tidevandets tid og rytme - etablerer udstillingen en samtale om menneskets forhold til omgivelserne. Videoerne skaber en dialog gennem stille observation og modtagelig interaktion.

Ved både at tydeliggøre og udviske grænserne mellem naturen og den menneskelige krop, leger videoværkerne med vores opfattelse og fantasi. Hvor hører vi som menneske/krop hjemme i disse tider med selvskabte økologiske ødelæggelser og klimaforandringer«.

Udstillingen »When the world becomes our body« er skabt med støtte fra Taigh Chearsabhagh Museum & Arts Centre i Skotland 2019 og senest A.P. Møller Fonden.

Når udstillingen slutter i Kunstpakhuset, medio september vises den efterfølgende i Rundetårn, København.

Om kunstnerne

Amund Bentsen er danser, koreograf og fortolker, hvis hovedfokus er at samle de ofte modsætningsfyldte betragtninger af natur og kultur gennem et samspil mellem kunst, fortolkning og intellektuel læring. Siden sommeren 2019 har han studeret Natur- og kulturarvsforvaltning på Københavns Universitet, mens han arbejdede på Ecognosis-udstillingen med Benjamin Skop.

Benjamin Skop er billedkunstner, danser og koreograf, der arbejder med menneskelig bevægelse som sin primære interesse.

I 2019 dimitterede han fra Glasgow School of Art.

Der er fernisering lørdag eftermiddag, og kunstnerne vil være til stede ved åbningen.