Sabbat er tema for årets bedeuge

14. januar 2022, 11.57

KIRKE Sabbat - eller på dansk: hvile - er temaet for dette års Evangelisk Alliance Bedeuge, der afvikles i denne uge: 9. – 16. januar. »Vi lever i en tid præget af meget højt livstempo. Vi har så meget, vi skal nå, men der er samtidig meget i livet, vi ikke kan nå ved at have travlt«, skriver de lokale arrangører i en pressemeddelelse.

Kærlighed og omsorg kan vi ikke skynde os til. Vi får sværere ved at sørge og slå følgeskab med den lidende – for man kan ikke skynde sig med sorg og smerte, hedder det videre.

Bedeugen i Ikast er arrangeret i et fællesskab mellem flere kirker og organisationer: Midtjyllands Frimenighed, Folkekirken, KFUM-KFUK og Indre Mission.

Evangelisk Alliance er et fællesskab på lands/europæisk/verdens plan, hvis mål er at styrke hinanden i den fælles mission: at bringe evangeliet til mennesker i hele verden. I Danmark er det et netværk af danske kirker og organisationer, der trods indbyrdes forskelle har en fælles identitet og fælles sag: At gøre den kristne tro og livspraksis kendt og gældende i Danmark.

Der er arrangementer i Ikast Kirke i dag onsdag aften og torsdag og fredag aften i Ansgarsalen i Kirkecentret.