Humøret er højt hos Ikast-virksomhed: Muud fandt den helt rigtige opskrift - for strikkere

Ikast- virksomheden Muud har for alvor slået masker op

Udgivet:31. januar 2021, 06.04

Læsetid:4 minutter

Yderst til venstre skimtes en sort taske - den runde cylinderformede - som for alvor satte gang i aktiviteterne for Muud i Ikast og Martin Kiil.

Tom Laursen
Fotograf
Laila Kempel
Journalist

3 år siden

IKAST Det er blevet in at lade strikkepindene knitre, og hobbyen har for alvor fået hjulene til at »spinde«. Det mærker den lokale virksomhed Muud på Jupitervej i Ikast, der tilfældigt fik fat i den helt rigtige garnende.

- Egentlig startede vi op med at ville udvikle en luksuriøs designserie til frisørerne. Vi fik lavet en række produkter til dem, blandt andet en rund taske, hvor vi forestillede os, at sakse kunne placeres udvendigt i en række lommer, mens børster og andet tilbehør, kunne være inde i tasken, forklarer Martin Kiil, der tilbage i 2016 var med til at slå de første masker op til virksomheden.

Nøglen til et nyt marked

Men det var et møde med en blogger og ivrig strikker på Formland-messen i 2018, der fik Muud til at kigge nærmere på en helt ny opskrift.

- Hun var helt vild med den runde taske og kunne lige se, at der, hvor vi forestillede os, at der var plads til sakse, skulle der være strikkepinde, forklarer Martin Kiil.

Den cylinderformede skindtaske var perfekt til at lægge garnnøgler i, og således ville en inkarneret strikker hurtigt kunne være klar til at tage på venindebesøg, i strikkecafe eller på weekend i sommerhuset.

Det åbnede pludselig nye døre for Muud, som Martin Kiil udtaler som det engelske »mood«, der på dansk betyder humør.

Muud stod med nøglen til et helt nyt marked, der kun ventede på at blive rullet ud.

- Og det er gået stærkt. Vi kan slet ikke følge med. Under corona-nedlukningen har det taget yderligere fart. Vi har fået åbent en dør ind i et univers, hvor behovet er stort, siger Martin Kiil.

- Folk er blevet vilde med at strikke, og når det handler om hobby, så er der en anden holdning til, hvad ting må koste, lyder det optimistisk fra Ikast-firmaet, hvor Martin Kiil erkender, at han aldrig selv har lært at strikke.

Tasken åbnede døre

Den cylinderformede taske var kun det første produkt i en lang række af luksuriøst tilbehør, som strikkere har taget imod med åbne arme.

Muud-knitting udvides løbende med flotte nye design, der udvikles i samarbejde med strikkere.

- Nogle vil kunne hævde, at det er kejserens nye klæder. Det er jo bare tasker i lækker kvalitet og design, der bliver markedsført til de rigtige købere. Heldigvis kan vores design bruges til andet end strikketøj og de inkarnerede strikker, understreger Martin Kiil.

100 butikker

Produkterne sælges i omkring 100 butikker i Danmark, mens det på verdensplan går lige så stærkt via agenter og distributører.

- Vi oplever en enorm efterspørgsel og det er for vildt, hvor hurtigt det går. Vi har ingen sælgere og har ikke brugt penge på markedsføring. Sociale medier og bloggere har fået det til at ske, siger Martin Kiil, som vurderer, at Muud nærmest kun har fået skrabt overfladen af markedet.

- Der findes masser af nye segmenter, som vi begynder at kigge nærmere på: fiskere, jæger, hundeelskere ... hvem ved? siger Martin Kiil.

Det skal være enkelt

Muud er en del af en større virksomhed, Connect Accessories, der producerer skindprodukter i både egne mærker og som såkaldt private label.

- Hos Muud designer vi produkterne her i Ikast, men benytter egen fabrik og produktion i Indien. Skindet kommer fra dyr, der bruges i fødevareindustrien; de og er i princippet et overskudsprodukt herfra, forklarer Martin Kiil og understreger, at der også er styr på både miljøbelastning og arbejdsforhold.

- Vores design er vigtigt. Ellers er vores opskrift »keep it simple«. Materialet er primært lækkert skind og kun i to farver: whisky og sort. Simpelt og pænt, siger Martin Kiil.

En luksuriøs tilbehørspakke for strikkere og hæklere. Den store »Mars«-taske - her pakket med andre Muud-ting - overholder målene som kabine­kuffert, så den kan gå som håndbagage, den dag vi igen kan tage med fly ud på eventyr.
En lille toolholder til værktøjsbæltet, men her med et par hæklenål, en maskeholder og strikkewire samt en ekslusiv holder til målebånd og saks. Muud har for alvor fået fat på hobbyfolket med sine luksurisøse design i kvalitetslæder.
Beautyboks eller håndarbejdstaske i kvalitetslæder fra Ikast-firmaet Muud. Foto: Tom Laursen