Henriksen stiller ikke op for DF ved næste valg

Martin Henriksen tager konsekvensen af, at Morten Messerschmidt er nyvalgt formand for Dansk Folkeparti.

Udgivet:25. januar 2022, 07.49

Læsetid:1 minut

Martin Henriksen mener, at man som folketingsmedlem skal kunne forsvare en formand i stort og småt. Men det kan han ikke med Morten Messerschmidt. Derfor trækker han sit kandidatur til Folketinget. Her ankommer hans til Dansk Folkepartis ekstraordinære årsmøde i Herning.

/ Ritzau /

KØBENHAVN Det mangeårige medlem af Dansk Folkeparti Martin Henriksen vil ikke stille op for partiet ved næste folketingsvalg.

Det er en direkte konsekvens af, at han ikke har tillid til den nyvalgte formand Morten Messerschmidt, siger han til TV2 ØST.

- Jeg kan ikke stille op til Folketinget, som tingene er nu. Det ville være en anelse for falsk, siger Martin Henriksen.

Martin Henriksen var en af tre kandidater ved formandsvalget ved det ekstraordinære årsmøde i Herning, som blev afholdt søndag.

- Som folketingskandidat og som folketingsmedlem skal man til enhver tid kunne forsvare formanden i stort og småt. Det kan jeg simpelthen ikke få mig selv til, og det bliver jeg nødt til at tage konsekvensen af.

Martin Henriksen røg ud af Folketinget ved forrige valg, hvor Dansk Folkeparti blev mere end halveret. Han har samlet siddet i Folketinget for partiet i 14 år.

Martin Henriksen kan overfor TV2 ØST ikke afvise, at det på sigt vil blive til et farvel til Dansk Folkeparti.

Martin Henriksen sidder i byrådet i Stevns Kommune og er desuden medlem af Dansk Folkepartis hovedbestyrelse.

Messerschmidt blev med 60 procent af stemmerne valgt til formand. De to andre kandidater, Martin Henriksen og Merete Dea Larsen, fik henholdsvis 219 stemmer og 104 stemmer.

Under valgkampen kom de magtkampe og personstridigheder, som har plaget det kriseramte parti, for alvor op til overfladen. Særligt har giftpilene mellem Henriksen og Messerschmidt fløjet tæt.

Martin Henriksen har blandt andet beskyldt Morten Messerschmidt for at sætte sine egne formandsambitioner over partiets bedste.

Flere andre overvejer efter formandsvalget deres fremtid i partiet. Det gælder blandt andre folketingsmedlemmerne Marie Krarup, Liselott Blixt, Bent Bøgsted og Hans Kristian Skibby.

Dansk Folkeparti har valgt ny formand, efter at Kristian Thulesen Dahl som konsekvens af et dårligt kommunalvalg valgte at trække sig.

/ritzau/