Ny blæksprutte er vendt hjem

23. februar 2021, 12.59

25-årige Michelle Leth Andersen begyndte hos EDC i Ikast 1. februar. Hun er opvokset i Bording og bor i Ikast, men har indtil nu arbejdet for to østjyske afdelinger af EDC. Foto: Camilla Abildgaard Norup

IKAST I et nyindrettet lounge-område, der matcher farverne i EDC-logoet perfekt, tager nyeste medarbejder glad i mod kunder.

25-årige Michelle Leth Hansen er netop kommet mæglerne hos EDC i Strøgcentret til undsætning med den enorme travlhed, hele branchen oplever i tiden.

- Jeg har lidt af en blækspruttefunktion, hvor jeg både har sagsbehandling og marketingsopgaver - alt der ikke direkte har med salg at gøre. Der har været drøntravlt lige fra begyndelsen, siger Michelle Leth Hansen.

Hun er egentlig uddannet ejendomsmægler fra Erhvervsakademi Dania i Silkeborg, men tidligt i uddannelsen fandt hun ud af, at hun trives bedst på kontoret i stedet for i marken. - Det er kun en brøkdel af et salg, der foregår til en fremvisning. Der er rigtig meget korrespondance og papirarbejde, der skal løses før og efter. Det tager jeg mig af, og jeg nyder den form for kundekontakt, siger hun.

Samtidig passer arbejdstiderne på kontoret også bedre ind i familielivet. Michelle Leth Hansen er vokset op i Bording, men har de seneste fem år boet i Ikast med kæresten Paw, der er pædagog. Sammen har de sønnen Noah, der er to år gammel og en fransk bulldog.

Michelle Leth Hansen kommer fra stillinger i EDC-kæden i Brabrand og Galten, og derfor er hun glad for at vende hjem til kontoret i Ikast.

- Det er rart at arbejde i et område og en by, som jeg kender og elsker. Jeg har helt naturligt en meget større viden om lokalområdet her, end jeg havde i det østjyske, siger mægleren, der ser frem til at tage imod kunder.