Grøn byggevirksomhed ny hovedsponsor i HIH

Ikast-baserede Klimahuse A/S og Herning-Ikast Håndbold har opgraderet samarbejdet

22. december 2019, 08.01

Klimahuse, der har base i Ikast, er ny hovedsponsor i Herning-Ikast Håndbold. Her ses medejer i Klimahuse Claus Jeppesen (t.v.), HIH-fløjen Emma Friis, HIH's administrationschef Simon Mølhede Hørdum og Claus Hansen, medejer og bestyrelsesformand i Klimahuse. Foto: Herning-Ikast Håndbold

HÅNDBOLD Ikast-baserede Klimahuse A/S og Herning-Ikast Håndbold har opgraderet samarbejdet.

Det meddeler parterne i en pressemeddelelse onsdag formiddag.

Her fremgår det, at den lokale byggevirksomhed er ny hovedsponsor i den lige så lokale håndboldligaklub. Hovedsponsoraftalen gælder for de næste fem år.

Lokal stolthed

Den nye aftale skaber begejstring på kontoret hos DM-sølvvinderne, hvor Klimahuses navn og logo blandt andet vil komme til at pryde fronten på spillernes trøjer allerede fra og med det forestående Final4 - finalestævnet for den landsdækkende pokalturnering, som spilles i Holstebro 28.-29. december.

- Det gør os stolte, når der vises en sådan interesse for vores brand og vores produkt i Herning-Ikast Håndbold. Længden af aftalen afspejler den høje indbyrdes tillid parterne imellem, siger HIH's administrationschef Simon Mølhede Hørdum.

Klimahuse A/S, der har hovedsæde i Ikast og bygger lavenergihuse med en grøn profil, har i en årrække været samarbejdspartner i Herning-Ikast Håndbold, hvor virksomheden er en af klubbens 24 aktionører.

- I de seneste år har vi brugt sporten som en bevidst del af vores brandingstrategi, og vi var blandt andet bandesponsor ved VM i herrehåndbold (med Herning som en af værtsbyerne i januar 2019, red.). Elitehåndbold har en bred målgruppe, og det samme har de boliger, vi opfører, fortæller bestyrelsesformand i Klimahuse A/S, Claus Keld Hansen, der ejer virksomheden sammen med Carsten Jeppesen.

- Desuden er det interessant og spændende at kunne benytte en klub, vi begge har været aktive i som yngre, som et seriøst medie til at øge kendskabet til vores virksomhed, siger Claus Keld Hansen.