Straffet af Nykøbing: Herning-Ikast fejlede på Falster

HIH-kvinderne leverede for mange fejl og tabte 22-24 i onsdagens udekamp

5. februar 2020, 19.33

Emma Friis (t.v.) og Herning-Ikast tabte onsdagens ligaudekamp mod Nykøbing Falster. Foto: Tom Laursen

HÅNDBOLD For mange tekniske fejl, boldtab og dårlige afslutninger blev Herning-Ikasts skæbne onsdag aften på Falster.

Således løb pokalvinderne fra HIH ind i det tredje nederlag på en uge, da det på udebane mod Nykøbing Falster Håndbold endte med en nedtur på 22-24 - efter 15-14-føring til værterne inden pausen.

Ud over nederlaget onsdag havde midtjyderne netop tabt til Odense i HTH Ligaen samt til Storhamar fra Norge i EHF Cup-gruppespillet.

I Lånlet Arena på Falster var der igen lange perioder, hvor Herning-Ikast leverede spil af mindre god kvalitet. Og det kostede dyrt mod værterne, som - modsat gæsterne - er tvunget til at indædte at kæmpe for at nå med i slutspillet.

Der var mere vilje, højere tempo og en langt bedre struktur over Nykøbing-spillerne, som dominerede i matchens første 20 minutter. Her var det stort set kun HIH-keeper Jessica Ryde og anfører Stine Skogrand, der kunne være indsatsen bekendt, men udeholdet fik rettet op på de mange fejltagelser i slutningen af halvlegen.

Falster førte ad flere omgange med fire mål, men 14-11 blev til 14-14, inden hjemmeholdet gik til pause i front med én enkelt scoring.

Herning-Ikast fastholdt momentum, og det forbedrede udtryk i både fysik, tacklinger og angrebsspillet så ud til at gøre forskellen. Ikke mindst i kraft af flere fine redninger fra indskiftede Sabine Englert, der i pausen havde afløst Jessica Ryde.

Med 19 minutter igen bragte Stine Skogrand HIH’erne foran med 19-17, men dernæst fulgte otte minutter fyldt med stress og manglende koncentration. Og uden scoringer fra Herning-Ikast.

Det udnyttede Nykøbing Falster-enheden - efter en tiltrængt timeout - til at score fem gange på stribe. Den modgang formåede gæsterne fra Midtjylland ikke at vende - selvom chancerne var der. HIH misbrugte blandt andet to forsøg mod et tomt Nykøbing-mål.

I stedet nettede Isabella Fazekas til 23-20, Emma Friis scorede til 23-21, men Sarah Iversens fjerde onsdagsscoring - med 30 sekunder tilbage på haluret - endte som en nyttesløs reducering. Ayaka Ikehara lukkede til 24-22.