Dronningekunst: Østre Skoles værker til Dronningen udstillet i Nordea

25 malerier, som lokale skolebørn skabte til en folkegave ved Dronning Margrethes 80-årsfødselsdag, er nu udstillet hos Nordea i Ikast

10. oktober 2020, 10.00

Julia Kjærgaard Stenberg fra 4.c. på Østre Skole hjælper billedkunstlærer Birgitte Haugaard med ophængningen af skolens bidrag til Dronningens 80-årsfødselsdag i april. Foto: Tom Laursen

IKAST - Jeg tror godt, folk kan se, hvad billederne skal forestille, vurderede Pelle Lund Eriksen.

Han og 20 andre elever fra 4. c. på Østre Skole i Ikast fik forleden en utraditionel start på skoledagen, da de i samlet flok og under opsyn af billedkunstlærer Birgitte Haugaard, drog en tur i banken, Nordeas Filial i Strøgcentret.

Målet var at pynte facadevinduet op med noget, man normalt ikke forbinder med bankaktivitet.

En dronning og et vartegn

Tilbage i februar før corona blev der gjort store forberedelser til fejringen af dronning Margrethes 80-årsfødselsdag 16. april.

Blandt andet besluttede Kommunernes Landsforening (KL), at man på vegne af de 98 danske kommuner ville lave en konkurrence, hvor hver kommune stillede med ét billede produceret af skolebørn fra 3. årgang. Hvert maleri skulle blandt andet indeholde en fri fortolkning af to motiver: Dronning Margrethe og ét vartegn fra kommunen.

Alle fortjener beundring

Planen var at samle de 98 værker til én fælles folkegave og overrække den til regenten ved en ceremoni på Christiansborg Slot dagen før fødselsdagen.

I Ikast-Brande Kommune takkede fire skoler ja til udfordringen. Østre Skole i Ikast tik »all in«, havde tre klasser i aktion og producerede 27 værker i alt. Heraf blev seks udvalgt og sendt til finalen på rådhuset, hvor et enkelt blev kåret som vinder og sendt til hovedstaden.

De resterede malerier fra eleverne på Østre Skole fortjente også at blive beundret, mente Birgitte Haugaard.

Før-julepynt udstilling

Tanken fra dengang blev ikke glemt, og da Julia Thaarup Johansen, udviklingschef i Ikast Bymidte, hørte om udfordringen, fik hun en idé og kontaktede Nordeas filialchef Louise Poulsgaard Hedegaard.

- Julia spurgte, om vi ville vise de her smukke malerier frem, som børnene har lavet, og det vil vi gerne. Jeg tænker, de skal hænge en måneds tid, eller indtil vi begynder at hænge julepynt op, sagde Louise Poulsgaard Hedegaard.

Ud af de oprindelige 27 værker, er et sendt til dronningen, mens et andet er gået tabt, så der var 25 malerier, der skulle hænges op af børnene, som i mellemtiden er vokset til at kunne kalde sig 4. årgang.

Af hensyn til corona foregik ophængningen på skift og kun en enkelt klasse skulle ordne opgaven på vegne af alle tre klasser. Heldigvis er der lige uden for Nordea i Ikast en ruchebane i Strøgcentret, så ventetiden var til at overkomme.

Fedt at udstille i en bank

De to første elever til at hænge billeder op sammen med deres lærer, var Pelle Lund Eriksen og Julia Kjærgaard Stenberg.

- Jeg synes, det er sjovt, fordi vi kommer ud fra skolen og laver noget andet, end vi plejer. Først synes jeg, det var lidt mærkeligt, at billederne skulle hænge i en bank, for jeg troede, de skulle være på skolen. Men nu synes jeg faktisk, det er lidt vildt fedt, at de hænger her, sagde Julia Kjærgaard Stenberg.

Birgitte Haugaard gav instruks til de næste i rækken.

- Tag et i bunken. Jeg kan ikke garantere, at det er jeres eget maleri, I hænger op, for jeg har sorteret og lagt dem i en rækkefølge, så de ikke ligner for meget, dem de skal hænge ved siden af, sagde hun.

Ferniserings-juice

Efter en halv times tid var seancen ovre, og læreren samlede tropperne, så filialchefen kunne belønne de flittige skolebørn med juicebrikker.

Forfriskningerne blev modtaget med glæde, mens der lige kunne trædes et par skridt baglæns ud i Strøgcentret, så de mange kunstværker bedre kunne ses.

- Det er virkelig flot med alle de farver. Det er ikke bare almindelige børnetegninger, det er små kunstværker, sagde Julia Thaarup Johansen og tilføjede:

- Det er fedt, at de kan hænge her hen over efterårsferien, så forældre og bedsteforældre kan komme forbi og se dem.

Filialchef Louise Poulsgaard Hedegaard sagde straks ja, da hun blev spurgt om muligheden for at udstille børnene kunstværker hos Nordea i Ikast. Foto: Tom Laursen
Først nu har det - på grund af corona - været muligt at udstille de billeder, som ikke kom gennem nøglehullet til at blive en del af gaven. Foto: Tom Laursen
Malerierne er udstillet i Nordeas vindue som minimum til og med efterårsferien. Foto: Tom Laursen