Minister i Bording: Overvældende opbakning til Kærshovedgård-løsninger

Knap 900 underskrifter fra lokale i Bording og omegn sendte et klart signal til Mattias Tesfaye (S) om at få gjort noget konkret ved problemerne med den uønskede »nabo« Udrejsecenter Kærshovedgård

29. september 2021, 04.52

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) besøgte mandag Ikast-Brande, hvor problemerne på Udrejsecenter Kærshovedgård var emnet. Et af møderne foregik ved XL-Byg i Bording, idet indehaveren, Lars Lausten, samtidig er formand for Bording Erhvervsforening. Med til mødet var også lokalpolitiker Henrik Engedahl (V), som har hjulpet erhvervsforeningen med at udforme en liste med konkrete og tryghedsskabende forslag, samt indsamle knap 900 underskrifter som opbakning fra lokalområdet. Foto: Henrik Ole Jensen

KÆRSHOVEDGÅRD - Det er vist det, man kalder en folkesag. Tak for mødet. Vi må holde kontakten.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) havde ikke mange ord på læberne, da han mandag eftermiddag kom ud fra et halvtimes »Erfaringsudvekslingsmøde« med Bording Erhvervsforening.

Emnet var de mange problemer og udfordringer, som lokalområdet omkring Udrejsecenter Kærshovedgård oplever i hverdagen.

Hen over weekenden har erhvervsforeningen i samarbejde med lokalpolitiker Henrik Engedahl (V) fra Bording indsamlet 895 underskrifter som støtte til en tekst med 10 konkrete løsningsmuligheder, som kan iværksættes for at øge sikkerheden og trygheden.

Modtog løsningsforslag

De knap 900 underskrifter skal måles i forhold til Bordings indbyggertal på cirka 2200, og det imponerede ministeren.

- Jeg er glad for, at I har nogle konkrete forslag, og at I har samlet befolkningen som opbakning. Det er et udtryk for, at der er en stor bekymring i byen, sagde Mattias Tesfaye, inden han kørte videre til en lignende samtale med indehaveren af OK Plus på Søndergade i Bording.

Tankstationens personale har gennem årene måtte tilkalde politiet utallige gange på grund af beboere fra udrejsecentret, som stjal, opførte sig truende eller på andre måder skabte problemer i og udenfor butikslokalet.

Intet nyt - og dog ...

Inden besøget ved erhvervsforeningen havde ministeren også besøgt de nærmeste naboer til Kærshovedgård, samt været på rundtur inde på selve udrejsecentret sammen med Ikast-Brande Kommunes borgmester Ib Lauritsen (V).

- Han medbragte intet nyt til mig, og det havde jeg heller ikke forventet. Han har jo allerede brændt fingrene på Langeland, så det er en sag, der er politisk svær at løse, fortalte Ib Lauritsen efterfølgende til Herning Folkeblad.

Borgmesteren følte dog ikke, at al ministerens snak var varm luft.

- Det var et konstruktivt møde. Der er en indikation af, at ministeren og regeringen gerne vil indgå i en proces om at finde nogle tryghedsskabende løsninger i området. Men hvornår vi ser resultater, kan jeg ikke svare på, for jeg har desværre lært, at med Kærshovedgård kan der være langt fra udtalelser til handlinger, lød budskabet fra Ib Lauritsen.

»Noget inden jul«

Et eller andet sikkerhedsskabende er på vej til Bording og omegn, kunne Lars Lausten, formand for Bording Erhvervsforening, afsløre.

- Mødet var positivt. Han lyttede til os. Jeg ved godt, at politikere ikke kan love ret meget nu og her, men noget har han stillet os i udsigt, sagde Lars Lausten, som dog ikke ville gå yderligere i detaljer.

Lokalpolitiker Henrik Engedahl, som havde været med til at formulere listen med 10 konkrete tryghedsskabende løsninger, deltog også i ministermødet, og han er sikker på, at det var et strategisk klogt træk at indsamle de mange underskrifter.

- Jeg er mere rolig nu, end da jeg stod op i morges. Vi er kommet fire skridt videre, end det ene skridt, vi ville være nået, hvis vi ikke havde råbt op, sagde Henrik Engedahl, som heller ikke ville give et fyldigt referat af samtalen med ministeren.

Lidt fik pressen dog hevet ud af ham:

- Vi brugte en del tid på at tale om de konkrete forslag. Vi drøftede en skitse, men der er ikke en klar plan endnu, sagde Henrik Engedahl og uddybede:

- Noget betydeligt inden jul. Mere kan jeg ikke sige. Men vi har fået klare indikationer på, at der skal ske noget.

Et godt tilbud

Uanset hvad ministeren og regeringen vælger at gøre for at indfri deres tidligere løfter om at hjælpe lokalområdet, bør det være muligt at finde pengene til det, mener Henrik Engedahl.

- Regeringen var tidligere klar til at bruge omkring 60 millioner kroner på at oprette et nyt center på Langeland. De penge har de jo sparet ved at droppe planerne. Nu kommer vi i Bording med konkrete løsningsforslag, som kun vil koste få millioner, så det er et virkelig godt tilbud til landspolitikerne.