Solen skinnede på 1. maj i Ejstrupholm

Arbejdernes internationale kampdag blev traditionen tro fejret med taler, øl og slagsange

Udgivet:03. maj 2016, 09.13

Læsetid:2 minutter

De røde faner og Dannebrog vajede, mens solen skinnede, pølser blev ristet og »Internationale« gjaldede ud over Anlægget i Ejstrupholm. Foto: Henrik Ole Jensen

Sofie Helene Grue
| shg@herningfolkeblad.dk

Ejstrupholm Bøgen er endnu ikke sprunget ud, men solen skinner og for første gang i år, luner den også.

På årets første rigtige forårsdag samler folk sig om de røde faner og talerstolen i Anlægget i Ejstrupholm for endnu en gang at fejre Arbejdernes Internationale Kampdag. Der er grillpølser, politiske diskussioner gæsterne imellem og selvfølgelig øl. Både unge og gamle er mødt op for at høre talerne ved dette års 1. maj.

Fokus på flygtninge og valg

Ved talerne får deltagerne i Anlægget at høre, hvad der rører sig på venstrefløjen.

Der bliver talt om, hvordan man skal få regeringsmagten tilbage, og hvordan de svage ikke bare her i landet, men over hele verden skal have hjælp.

- Vi har en stor udfordring foran os med den flygtningestrøm , vi ser nu. Nogle flygter fra krig, mens andre flygter fra ekstrem fattigdom, for at skabe et bedre liv. Derfor er det fuldstændig tosset at skære udviklingsbistanden ind til benet, udtaler Anne Paulin, som er medlem af Folketinget for Socialdemokratiet.

Et af dagens store emner er netop udfordringen med det nuværende antal af flygtninge.

- Det er vigtigt, at vi finder løsninger på, hvordan vi hjælper vores medmennesker, samtidig med at vi ikke skubber en opgave ud i kommunerne, som de ikke kan løse, uden at det går ud over alt det gode, vi i fællesskab har opbygget, mener Anders Udengaard, som er folketingskandidat for Socialistisk Folkeparti i Ikast-Brande Kommune. Sidst, men ikke mindst, bliver situationen i Ikast-Brande Kommune ved det kommende kommunalvalg nævnt.

- Eftersom Carsten Kissmeyer, Preben Christensen og Tove Videbæk har valgt at træde ud af kommunal politik, så står vi overfor dette årtis mest spændende kommunalvalg i Ikast-Brande, konstaterer Lone Børlum, formand for Landsorganisationens (LO) afdeling i Herning og Ikast-Brande.

- Jeg hører meget tit i medierne, at der i mit parti eksisterer nogle forskellige fløje. Jeg har aldrig nogensinde forstået, hvordan den historie har fået liv. Foto: Henrik Ole Jensen
MF Anne Paulin (S) på talerstolen. Foto: Henrik Ole Jensen