
Bolle-å i Pårup er ikke internationalt nok
Kommunen beder nu borgerne om hjælp til navngivning af erhvervsområdet i Pårup
Udgivet:18. marts 2018, 12.10
Læsetid:2 minutter
Området markeret med rødt, viser det nye »Erhvervsområde Pårup Vest«. Men navnet med to gange bolle-å er for svært for internationale virksomheder, kunder, leverandører og chauffører. Derfor skal området nu have et nyt navn, og her vil kommunen gerne have borgernes hjælp. ?Illustration: Ikast-Brande Kommune
5 år siden
Pårup Å er det 29. og sidste bogstav i det danske alfabet. Bogstavet kaldes også bolle-å. Det blev indført ved retskrivningsreformen i 1948 i stedet for skrivemåden aa.
Men i udlandet har man lidt svært ved at forholde sig til bolle-å'et.
Derfor ønsker politikerne i Ikast-Brande Kommune at udvise rettidig omhu og ændre navnet på »Erhvervsområde Pårup Vest« til noget andet.
Sagen har været en tur forbi Økonomi- og Planudvalget, som har godkendt, at der skal ske en navneændring. Og senest blev det godkendt på et byrådsmøde.
Men navneforandringen gælder altså kun for erhvervsområdet. Ikke byen.
Det store spørgsmål er nu:
Hvad skal barnet hedde?
- Jeg synes, at vi skylder processen, at de parter, der er involveret også får mulighed for at give et bud, siger borgmester og udvalgsformand Ib Lauritsen (V).
Naboer og lokalhistorikere skal naturligvis spørges, men også borgere med langt til Pårup kan give deres besyv med.
- Hvis en borger kommer med et genialt forslag i min indbakke, vil det tælle med. Men man behøver ikke foreslå Pårup med to aa'er. Det er ligetil og betegner geografien, så det har vi allerede på listen, siger Ib Lauritsen.
Sættes i gang ... nu
Det skal være muligt at indsende et eller flere forslag til et områdenavn inden for temaet erhverv, og der skal lægges vægt på, at områdenavnet kan siges og skrives internationalt.
Navnet må højest være på 50 anslag, og må ikke være det samme som andre områdenavne i Midtjylland.
Et navneudvalg vil læse alle forslag og vælge et. Altså hvis der er et brugbart i bunken.
For kommunen er ikke forpligtet til at bruge nogle af forslagene.
Navneudvalget består af borgmesteren, teknik og stabsdirektøren (alternativ planchefen), en repræsentant fra grundejerne i Pårup, og ikke mindst en repræsentant fra kommunens grundsalgsafdeling, som kan godkende, at det er et salgbart navn.
Muligheden for at komme med forslag, igangsættes i foråret 2018.
På byrådsmødet opfordrede Frank Heidemann (S) til, at man lytter til de lokale i området og ikke presser noget ned over hovedet på dem.