Det våde element blev en del af Evigheden

Granitkunst fra Jens Christian Jensen har fået plads på Isenvad Kirkegård

23. juni 2021, 12.09

Himmelsluserne var åbne, og det krævede vandspejl på plads, da Isenvad søndag formiddag indviede en ny Jens Christian Jensen-skulptur på kirkegården.

KULTUR Et nyt kunstværk er officielt blev indviet på kirkegården i Isenvad.

Den lokale kunstner Jens Christian Jensen havde betinget sig, at værket skulle stå i et vandspejl for at kunne få plads i landsbyen, og det krav havde menighedsrådet da til fulde sørget for at leve op til.

En kraftig sommeregn betød nemlig, at der blev brug for paraplyerne ligesom denlette servering måtte rykkes indenfor til Sentrum i ly af sommerregnen mens kunstværket »Evigheden« kunne stå i sit vandspejl.

Forud er gået to års forberedelse i forbindelse med Isenvad Kirkes jubilæum og en renovering af kirkerummet.

Evigheden er bygget op af skiftevis sorte og grå granitblokke. De grå er fra Bornholm, og de sorte fra Sverige. - Det er ikke så let at se, når de er våde. Men i tørvejr fremgår farveforskellen tydeligt, forklarede Ikast-kunstneren, der ikke lagde skjul på, at han var glad for placeringen, men også, at den var blevet placeret i det rigtige element: vandspejlet.

Jens Christian Jensen forklarede, at »Evigheden« ikke har noget religiøst tilsnit.

- Det er et symbol på uendelighed. En cirkel har ingen start og ingen afslutning, forklarede han og lod det så ellers være op til beskueren selv at danne sig et billede og en oplevelse ved kunstværket.

Med til cirklen hører også en granitbænk, hvor Jens Christian Jensen opfordrede til, at man satte sig ned, nød stilheden, Evigheden - og ja, måske også en medbragt kop kaffe eller et glas køligt hvidvin.

Menighedsrådsformand Knud Jensen (t.v.) og kunstner Jens Christian Jensen søgte ly for regnen i et opstillet pavillontelt. Foto: Laila Kempel
Med »Evigheden« fulgte også en granitbænk, hvor kunstneren opfordrede folk til at sætte sig ned og nyde en kop kaffe eller et glas hvidvin. Foto: Laila Kempel
Evigheden består af udhyggede grantiblokke i fra Bornholm og Sverige i to forskellige farvenuancer. Foto: Laila Kempel