Rund fødselsdag: Den 90-årige, der lavede hole-in-one to gange

Karen Eriksen, i flere årtier den ene halvdel af guld-, urmager-og optikerbutikken Th. Eriksen på Strøget i Ikast, fyldte i weekenden 90 år

8. juni 2020, 13.14

Karen Eriksen, Ikast, fyldte i weekenden 90 år. foto: Flemming Hansen

FØDSELSDAG Karen Eriksen er som sædvanligt velklædt, nyfriseret og klar, da hun tager imod i lejligheden på anden sal i et forholdsvis nyt byggeri midt i Ikast. 90 år til trods. Her dufter af kaffe, og eneste tegn på, at alderen alligevel trykker en anelse er småkagerne: De er købt ved bageren.

- Jeg bager ikke ret meget mere. Jeg orker det ikke, forklarer hun - nøgternt og uden beklagelse.

Det eneste bagværk det efterhånden bliver til, er hendes roulader - rullet sukkerdej fyldt med flødeskum. En himmerigs mundfuld, som både venner, børn, børnebørn og børnebørnenes venner er blevet forvænte med gennem alle årene.

- 90 år. Det er jo et underligt tal at tænke på. Hvor er alle årene blevet af?, spørger hun med et karakteristik smil.

Drømmen var damefrisør

Kronologisk kan man konstatere at de første to årtier blev brugt i Hejnsvig i Sydjylland. Her voksede hun op på en mellemstor gård som nummer to i en søskende flok på seks. Her stod man op med hønsene og hjalp til på gården, inden det blev tid til landsbyskolen i Gilbjerg. Her gik Karen Eriksen til og med 7. klasse - som stort set alle andre børn i området:

- Jeg ville gerne have været damefrisør. Men uddannelse på den måde kom aldrig på tale.

I stedet hjalp Karen til på gården. Ved siden af trak hun heste med stort ladbræt efter til de nærliggende tørvegrave og tjente en skilling ved at fragte tørven. De penge brugte hun på et efterskoleophold i Ølgod.

- Det var en både god og sjov oplevelse, husker hun 73 år tilbage i tiden.

Han sendte et brev

Retur i Hejnsvig modtog hun en dag en invitation til et ungdomsgilde. Afsenderen var få år ældre lokale ungersvend Thomas Eriksen, der havde et godt øje til den håndboldspillende landmandsdatter.

Festen var god, og de to dansede videre. Først til ungdomsballer i Hejnsvig Forsamlingshus, og siden som mand og kone.

Thomas Eriksen blev uddannet urmager og optiker, og ved en tilfældighed havnede parret som indehaver af en ure-, brille- og guldsmedsbutik på Strøget i Ikast, som de lige til højrebenet navngav Th. Eriksen.

Her var det meningen, at Karen Eriksen skulle koncentrere sig om de to børn og familiens liv i lejligheden ovenover butikken. Men allerede på tredje åbningsdag, var der så travlt, at urmageren måtte kalde Karen ned for at hjælpe til.

Det fortsatte hun med lige indtil parret gik på pension og overlod butikken til sønnen, Dion Eriksen.

Det ordentlige farvel og tak

Med sin tæft for ordenligthed og service var butikken Karens domæne - især igennem de 12 år, hvor hendes mand også investerede tid i politik som byrådsmedlem for Konservative.

Stort set ikke en eneste kunde skulle selv besvære sig med at åbne døren for at forlade butikken.

- Jamen, det lå bare naturligt, at vi holdt døren for at sige pænt farvel til folk. Også selv om butikken var fyldt med andre kunder, der ventede, forklarer hun.

I fritiden blev der tid til både weekender i sommerhuset i Hostrup ved Limfjorden, til bridge i to lokale bridgeklubber, sammenkomster med venner og i en periode rykkede Karen og Thomas Eriksen også ud af byen til et nedlagt landbrug, som de rev ned og erstattede med et helt nyt hus:

- Det var Thomas’ drøm, for at vi kunne have plads til heste i stalden. Jeg lovede ham, at vi kunne gøre det i ti år. Da de var gået, sagde jeg, at nu kunne vi godt flytte hjem på Strøget igen.

Hole-in-one gange to

Herfra blev der tid til en ny fælles interesse, golf.

- Jeg var med fra allerførste dag i Ikast Golfklub. Det er et dejligt spil, hvor man både får sig rørt og kommer ud i naturen. Min motivation var udvikling: Hver gang jeg spillede tænkte jeg, det kan du gøre bedre næste gang.

Og det kunne i Karen Eriksen i høj grad. Hele to gange opnåede nu hole-in-on på golfbanen på Remmevej. På hul 17 og hul 4 på den gamle bane, hvis nogen er nysgerrig.

Golf kom til at fylde en del i ægteparrets liv. Sammen holdt de også af rejser til varme destinationer som Gran Canaria og Spanien. Helt frem til, at alderen begyndte at udfordre. For fire år siden rykkede de ud af den 170 m2 store lejlighed og til den mindre og nyere lejlighed - et godt kølledrive fra den gamle.

Her oplevede Karen sorgen at miste Thomas for knap tre år siden.

Herefter mistede hun lysten og energien til at spille golf.

Følger med

I stedet bruger hun nu tiden på at følge med. I livet i byen gennem de lokale aviser, og på tv i mange forskellige sportsgrene. Først og fremmest håndbold og ligaholdet fra Herning-Ikast Håndbold.

- Jeg plejer også at se FCMs kampe, men fodbold er altså ikke til at finde på tv længere. I hvert fald ikke for en på 90.

Og så følger hun kærligt og interesseret med i livet i familien. I Ikast bor sønnen Dion og svigerdatteren Lene, mens børnebørnene Anders, Anne og Rasmus er fløjet til henholdsvis København og Aarhus. Datteren Anita og svigersønnen og Tommy bor i Jægerspris.

Alle er de flittige til både at besøge og ringe til Karen Eriksen.

Corona rykker fejringen

For nyligt ringede hun selv rundt. For at fortælle gæsterne, hun gerne vil fejre fødselsdagen med, at den med de seneste corona-lempelser alligevel bliver til noget. I stedet for på selve dagen i lørdags, er den rykket frem til den 20. juni - i festlokalet på anden sal i den nye restaurant i golfklubben. Som svigerdatter Lene har bidraget til at indrette.

Og hvorfra man på tå kan skimte der, hvor fødselaren sendte sin første golfbold direkte i koppen.