
Topsoe skyder to milliarder i kæmpefabrik til grøn brint i Herning
Elektrolyse-fabrikken bliver første af sin slags i verden, siger topchef.
Udgivet:22. maj 2022, 20.31
Læsetid:2 minutter
Roeland Baan, administerende direktør i teknologikoncernen Topsoe, siger til Finans, at virksomheden har udpeget Herning til at huse en stor fabrik til to milliarder kroner, som skal producere grøn brint. Det kan bruges til CO2-frit brændstof til for eksempel fly og skibe. (Arkivfoto).
1 år siden
HERNING Teknologikoncernen Topsoe vil bygge en stor fabrik til produktion af elektrolyse, der benyttes til fremstilling af grøn brint, og den skal ligge i Herning.
Satsningen ventes at koste Topsoe omkring to milliarder kroner.
Det siger administrerende direktør Roeland Baan til erhvervsmediet Finans.
- Det er den første fabrik af sin slags i verden og den største enkeltinvestering nogensinde for Topsoe, siger Baan til mediet.
Grøn brint fremstilles ved elektrolyse. Her spalter man vand i ilt og brint ved hjælp af vedvarende energi fra sol og vind.
Omvendt produceres grå brint ved hjælp af fossile brændsler som eksempelvis naturgas.
Grøn brint kan blandt andet bruges som alternativ til fossile brændstoffer i industrien eller ved tung vejtransport. Derfor ses det som en meget vigtig brik i den grønne omstilling.
- Vi ser ind i en enorm efterspørgsel de næste 25 år, siger den administrerende direktør til Finans.
Målet er at producere, hvad der svarer til 0,5 gigawatt om året på anlægget.
Til sammenligning var der ved udgangen af 2020 installeret cirka 0,3 gigawatt elektrolysekapacitet globalt, skriver Finans.
Men på sigt kan fabrikken skrues helt op til fem gigawatt, siger direktøren.
Han glæder sig samtidig over, at regeringschefer fra Tyskland, Belgien, Holland og Danmark for nylig skrev under på en fælleserklæring om at levere mindst 65 gigawatt havvind i 2030 og øge kapaciteten til mindst 150 gigawatt i 2050.
Store mængder grøn strøm er nemlig vigtig for produktionen af grøn brint.
Fabrikken ventes at give 170 nye job og skal efter planen stå færdig i 2024. Den skal bygges på en 72.000 kvadratmeter stor grund i Herning.
Topsoe har været på jagt efter den rette placering i et år. Virksomheden har set på en placering i fem forskellige lande, ligesom den har haft fire-fem forskellige steder i Danmark i kikkerten, siger Roeland Baan til Finans.
Topsoe, som tidligere var kendt som Haldor Topsøe, fjernede i april i år grundlæggerens fornavn, Haldor, fra virksomhedens navn.
Virksomheden har i forvejen en stor katalysatorfabrik i Frederikssund.
Bliv klogere på grøn brint og elektrolyse
Brint er det første element i det periodiske system, og det hyppigst forekomne i universet. På jorden findes brint dog næsten ikke i sin rene form, men udgør eksempelvis to tredjedele af vand - de to H’er i H2O.
Brint kan derfor udvindes ved at spalte vand - og energien til gøre dette kan komme fra fossile eller vedvarende energikilder. Bruger man sidstnævnte - typisk vind- eller solenergi - kaldes det for fremstilling af »grøn brint«
Der sker på brintfabrikker i en proces, der hedder elektrolyse - og det er udstyret hertil, som Topsøe vil fremstille i Herning. Det er altså en elektrolyse-udstyrsfabrik, som firmaet vil bygge, og der skal ikke fremstilles brint i Herning. Det kan sammenlignes lidt med Vestas, der bygger udstyret til vindmølleparkerne, og jo ikke producerer vindenergi, men vindmøller på deres fabrik i Brande.
Det smarte ved at omdanne vedvarende energi til brint er, at energien kan lagres, så man også har brændstof, når der er vindstille eller skyerne dækker for solen. Ekstra smart bliver det, når man benytter vindmøllestrøm fra dage, hvor der produceres mere, end elnettet kan kapere.
Brinten kan så bruges enten i sin rene form i transportsektoren, men kan også videreforædles til eksempelvis metanol eller ammoniak. Så hedder det elektrofuels, og de kan blive brugt som brændstof i den tunge transport, eksempelvis i luft- eller skibsfarten. At omdanne vedvarende energi til eksempelvis brint, e-diesel, e-metanol, e-kerosen, e-dimetylæter og e-metan kaldes i daglig tale for PtX. Det er en forkortelse for Power-to-X, der betyder »energi bliver til et eller andet«.
/ritzau/