Ikasts ældste detailbutik skifter indehaver

Henriette Andersen overtager Rex Blomster til årsskiftet

4. november 2021, 08.00

Solveig Laursen (tv) har efter 12 år som indehaver af Rex Blomster valgt at sælge til sin højre hånd Henriette Andersen. Foto: Laila Kempel

IKAST Byens ældste detailforretning, og så vidt vides Ikasts næstældste CVR-nummer i det hele taget - Rex Blomster i Strøgcentret - kommer på nye hænder til nytår.

Indehaver gennem de sidste 12 år Solveig Laursen har solgt den næsten 100 år gamle blomsterforretning til sin højre hånd Henriette Andersen.

- Det er med blødende hjerte, jeg må afhænde forretningen, men mit helbred er ganske enkelt ikke til at være selvstændig butiksindehaver med hvad dertil kræves, siger Solveig Laursen.

Hun har gennem de sidste fire-et-halvt år år døjet med to kroniske sygdomme.

- De er til at leve med, men det er ikke foreneligt med at drive en forretning. Jeg har manglet det ekstra gear og drive, der skal til, og det er kun takket være en enestående opbakning fra mit personale, at det har kunne lade sig gøre at drive forretningen frem til det, den er i dag.

Højre hånd

Og her har den nye ejer Henriette Andersen i den grad været central. Hun kom til Rex Blomster for mere end 25 år siden og var ansat hos de tidligere ejere Erik Mikkelsen og Ole Nielsen. Hun stammer oprindeligt fra Brande, er udlært hos Kurts Blomster i Sunds, og kom så til Rex i Ikast i 1996, hvor hun har haft en på alle måder blomstrende udvikling.

Privat har hun i 14 år boet i Munklinde med sin mand gennem 21 år Torben og parrets to døtre på 13 og 16 år, men for et halvt år siden flyttede familien til et hus i Ikast bymidte, så hun kan være tæt på forretningen.

Smidig overgang

Selvom Solveig Laursen sælger butikken, bliver det dog ikke noget definitivt farvel. Hun håber nemlig på en flex-jobstilling, og det bekommer, den nye indehaver særdeles godt.

- Solveig og jeg har suppleret hinanden utroligt godt og har hver vores spidskompetencefelter, og derfor er jeg glad ved at vide hun stadig vil, og kan være en del af butikken. Det er rart både for kunder, de 14 ansatte og for mig, siger Henriette Andersen.

Butikken er i rigtig god gænge. Det er nu fire-et-halvt år siden, man flyttede tværs over gaden, og butikken er i god salgsmæssig udvikling - blandt andet takket være det nye »Rex to go-koncept«, hvor kunderne kan betjene sig selv 24-7. I butikken forbereder man sig nu til den travleste tid på året med advent, jul og nytår.

Fra 1. januar vil der være lukket nogle dage, mens der gøres status og friskes lidt op, og der vil senere på måneden blive både overtagelsessalg og en uformel reception som markering af det vagtskifte, der sker i den detailbutik, som 2. november 2024 kan fejre 100 års fødselsdag.