Ikastbo kæmper ved DM i Hotdogspisning

Fredag den 3. september 2021 afvikles finalen for DM i Hotdogspisning i Aalborg, og det er med lokal deltagelse i form af bagersvenden Steffen Tolstrup

3. september 2021, 10.47

Steffen Tolstrup blev i 2013 hædret af Ikast-Brande Kommune som Årets Ungeleder for sit arbejde spejderbevægelsen. Foto: Tony Brøchner

MESTERSKAB DM i hotdogspisning er tilbage, og i år er det Honnørkajen ved Havnefronten i Aalborg, der skal danne rammerne for dette års finale, når Danmarks næste hotdogkonge skal findes.

Den storslåede hotdogfest bliver afviklet af Steff Houlberg i samarbejde med Aalborg Cityforening og Visit Aalborg, og der er lagt op til et brag af en finalefest fredag 3. september 2021.

- Finalisterne til dette års hotdogspisningsfinale er nu fundet, og det tegner til at blive en tæt kamp, når der skal spises om trofæet, æren og oplevelsesgavekortet på 20.000 kr. Mikael Berg Larsen, den forsvarende hotdogmester, er helt klar på at skulle forsvare sin titel, og med det stærke og meget lige finalefelt, er der åbnet op for en gyser. Finalen ved dette års Danmarksmesterskab i hotdogspisning er mere spændende end nogensinde før, og det tyder på, at alt kan ske, siger Christian Winther Eriksen fra Steff Houlberg.

Spiste 13 hotdogs

Bagerimedarbejderen Steffen Tolstrup fra Ikast skal forsøge at fraviste titlen fra den forsvarende mester.

Den 30-årige Ikastbo vant til at lange søde sager over disken i bageriet, men er nu klar til at indtage den helt store hotdogscene, hvor han for allerførste gang skal være en del af finalen ved DM i hotdogspisning. Han forsøgte at deltage i DM i hotdogspisning tilbage i 2019, men spiste blot 12 hotdogs på et kvarter, hvilket ikke var nok til en finaleplads. I år klemte han 13 hotdogs ned, og det var akkurat nok til at sikre sig den sidste plads i finalen. Derfor giver bettingfirmaet Bet25 også pengene 60 gange igen, hvis Ikastboen løber med sejren.

Vandt flere konkurrencer

Steffen Tolstrup er dog ikke uvant med at spise på tid, for han fandt ud af, at han havde et talent for det. Det har så affødt titler som lokal Bilka-mester i tarteletspisning i 2018 med hele 28 spiste tarteletter på 10 minutter og en æbleskive-titel, hvor han spiste 45 æbleskiver på 10 minutter.

Når Steffen ikke spiser om kap er han spejder og spejderleder og er i hovedbestyrelsen for KFUM på landsplan. Steffen har været spejder i omkring 23 år, og han er meget engageret i det, han foretager sig.