Erhvervsråd runder 100 nye medlemmer

Erhvervsrådet Herning & Ikast-Brande oplever stor medlemsfremgang

Udgivet:03. januar 2022, 08.20

Læsetid:2 minutter

Rasmus Norup kan melde om mange nye medlemmer hos Erhvervsrådet Herning & Ikast-Brande, hvor han 23. juni overtog direktørstolen fra Kenneth Mikkelsen. Foto: Tom Laursen

1 år siden

VÆKST På vej ud af 2021 kunne det lokale erhvervsråd notere et stort antal nye medlemmer blandt lokalområdets virksomheder. 106 nye virksomheder har i løbet af året meldt sig ind i Erhvervsrådet Herning & Ikast-Brande.

- Vi er stolte over og glade for den store opbakning, og det er en kæmpe styrke for vores område, at så mange virksomheder går sammen i en forening, der arbejder for at skabe gode rammer og vilkår for vækst i både virksomheder og lokalområdet, lyder det fra erhvervsdirektør Rasmus Norup i en pressemeddelelse.

Erhvervsrådet Herning & Ikast-Brande er en interesseorganisation for lokale virksomheder, og foreningen driver derudover netværk og laver en række events, hvor virksomheder kan få ny viden og inspiration. Erhvervsrådet udfører også erhvervsservice for de to kommuner, hvor alle virksomheder kan få gratis vejledning og sparring.

En god blanding

Ifølge erhvervsdirektør Rasmus Norup er der ikke noget særligt mønster blandt de nye medlemmer.

- Det er en god blanding af virksomheder. Det er større produktionsvirksomheder, som har eksisteret i mange år, og så er der også helt nye iværksættere, der er startet i år. Styrken ved Erhvervsrådet er, at vi samler virksomheder på kryds og tværs, fordi vi sammen står stærkest, og vi kan lære noget af hinanden, siger Rasmus Norup.

Opsving

Rasmus Norup tiltrådte som ny erhvervsdirektør 23. juni i år, og han peger på særligt to forhold som årsag til den store medlemstilgang:

- Vi har besøgt mange virksomheder i år og på den måde gjort opmærksom på foreningen, og så er det klart, at et økonomisk opsving oven i en coronakrise giver anledning til mange forskelligartede udfordringer, og der er det godt at være en del af et fællesskab, hvor man både kan blive inspireret og få konkret hjælp, siger han.

Erhvervsrådets samlede medlemsskare tæller nu 621 virksomheder.